Det er sjovt, hvordan musik kan være så tæt knyttet til minder. Jeg skal blot høre én af Passengers smukke, sjælfulde sange, og så er jeg tilbage igen. Tilbage til sommeren 2015, hvor jeg skrev løs på mit speciale og befandt mig på et sært vippepunkt i livet, hvor jeg ikke længere var studerende, men endnu ikke havde et fuldtidsjob. Jeg var usikker og forvirret. Bange og spændt. Jeg havde ikke nogen plan, ikke noget næste skridt, ikke nogen idéer. Så i stedet hørte jeg Passengers Scare Away the Dark, læste tung litteraturteori og gik lange ture i Odense.
Da jeg i foråret hørte, at Passenger spillede en koncert i Danmark, var jeg ikke længe om at købe billetter til Nico og jeg. Nico er på ingen måde Passenger-fan, men han elsker koncerter, og han ville gerne med. "Bare for oplevelsens skyld," sagde han.
Og det var virkelig en oplevelse. Vi kom kun et kvarter før dørene åbnede, men endte (på en eller anden måde) helt foran scenen, hvor Passenger trådte ind og sang, fortalte historier og spillede guitar i to timer. Det var sådan en god koncert, og Mike Rosenberg viste sig ikke blot at være en talentfuld sanger; han er også en virkelig dygtig entertainer. Det var en fornøjelse at være i selskab med ham og opleve, hvordan en sal fyldt med mennesker kan blive musestille, når der spilles melankolske folk-sange. Stemningen var helt elektrisk, med al opmærksomheden rettet mod den ene mand på scenen og hans guitar.
Det er sådan en slags magi, som kun dygtige musikere kan udøve.
Det er sådan en slags magi, som kun dygtige musikere kan udøve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar