Noget om søskende

"Søskende er den største gave, jeg overhovedet kunne give jer," sagde min mor altid. Gennem hele min opvækst hørte jeg den sætning igen og igen. Lige indtil jeg blev træt af den og begyndte at kategorisere den som en kliché. "Jaja," svarede jeg. "Jeg ved det jo godt." Og det gjorde jeg også, selvom jeg ikke helt forstod omfanget.

Min far var et enebarn og min mor var storesøster til to efternølere – begge langt yngre end hende. De var ikke vokset op blandt jævnaldrende søskende, og det var en af de ting, de havde taget med sig hjemmefra. En af de klassiske "jeg-vil-aldrig-gøre-som-mine-forældre"-målsætninger. Og det lykkedes for dem. Min søster blev født i 1989, jeg i 1990 og min bror i 1993. Og selvom det sommetider var upraktisk at være en familie på 5, var det også fantastisk.

For søskende er den største gave, jeg nogensinde har fået. Og det er en gave, der vokser sig større og større, bedre og bedre, for hvert år der passerer. For i takt med at mange af mine løse venskaber og bedste veninder er forsvundet og blevet erstattet af nye omgangskredse og bekendtskaber, er mine søskende i højere og højere grad blevet mine bedste venner. Og de to mennesker på jorden, der kender mig bedst og har kendt mig længst.

Med søskende kan man agere uden filter. De har allerede set alle ens grimme sider; og de har tilgivet en for alt lige fra tyveri af yndlingslegetøj til hede fornærmelser, privatlivskrænkelser og generel dårlig, pinlig og åndssvag opførsel. I årevis har man delt hjem, børnesygdomme og minder. Og på den måde har man en forbindelse, der er helt usammenlignelig.

Annemette og Nicolai er mine yndlingsmennesker i denne verden. Jeg har så meget kærlighed til og for dem, og jeg er fascineret af, hvordan vi alle tre er startet fra samme udgangspunkt og endt i så forskellige retninger. Og af hvor let vi kan finde tilbage til udgangspunktet igen og forvandles til småbørnssøskende, når vi alle tre samles. 

Min mor havde ret. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre gave end de to. 

En spandfuld hverdagsglæder

( ... Ok, der er faktisk en overvægt af den her type indlæg på bloggen. Men jeg elsker at skrive dem og bide mærke i de små ting, der gør mig glad i hverdagen. For dét er altså guld værd!) 

... Hvor fin er min nye highlighter fra Too Faced lige? Jeg bliver i så godt humør, hver gang jeg finder den frem. 


... Når Odenses gader er fyldt med pinke, gule og neongrønne farverester fra et nyligt arrangement. 


... Puslespilslæggeri er min absolut foretrukne afstresningsmetode. Og det virker altså. Der er noget roligt og næsten terapeutisk over at afkode de små brikker og sætte dem ind i en større sammenhæng. Nu har hele malebogs-bølgen hærget så længe – hvornår er det mon puslespillets tid til at blive in igen? Jeg spørger bare.

... Et besøg hos Kunstforeningen Gl. Strand, der lige nu har en fantastisk udstilling med Tove Janssons malerier og mumi-kunst. Nikoline og jeg besøgte på en smuk sensommerdag og nød at trave rundt mellem Mumi-skitser og oliemalerier. Da vi havde nået hele udstillingen rundt, købte vi postkort og mumi-bolsjer i den tilstødende butik og nød et glas hvidvin i den smukke gårdhave. Det var en skøn dag.

... Jeg har ikke læst mange bøger denne sommer, men jeg har læst denne. En fin lille novellesamling fyldt med sommerhistorier om forelskelse og hjertesorg. På trods af varierende kvalitet i novellerne, er det virkelig skøn læsning. Jeg har spredt novellerne ud over flere uger, og det var rigtig hyggeligt at snuppe en sommerhistorie i ny og næ.

... Pudsig og virkelig fin gadekunst på Odenses bygninger. 


... Drinks på en onsdag. Nico og jeg øver os i, at en god drink ikke nødvendigvis er en fredagsting. Her er det et glas Aperol Spritz, indtaget til skøn grillmad. Helt sensommerperfekt! 

Grøn, grønnere, grønnest

Hvis man går gennem Odense gågade og ned til Munke Mose, følger en af de mindst trafikerede stier langs åen og går forbi løver, kameler og tigere bagved Odense Zoo, så kommer man til Fruens Bøge. En mærkværdig stille og helt vidunderlig del af Odense med fuglesang, træer, små bække og grønt så langt øjet rækker. Sidst jeg var der, havde nogen bygget et lille legehus ud af nedfaldne grene og hængt en lille løkke af træ op i en af de nærmeste trækroner. Det lignede næsten alfeværk.

Fruens Bøge er mit yndlingssted i Odense. Det er her, jeg går lange ture for at rense tanker og trække frisk luft. Det er her, jeg glemmer tid og sted, smartphones og deadlines. Og det er en stor del af, hvorfor jeg elsker Odense så højt. Der er så fint.

En tidsrejse

Jeg gemmer alt. Jeg klamrer mig til fysiske beviser på mine minder, og arkiverer alt fra fødselsdags- og julekort til flybilletter, koncertbilletter, biografbilletter, notesbøger, kalendere, kvitteringer, brugsanvisninger og gamle glansbilleder. Hjemme hos min mor bor talrige ringbind med gamle breve og tegninger, og herhjemme har jeg massevis af æsker med papirglæder. Som f.eks. den her røde æske, som faldt ud af mit overfyldte kontorskab for nylig og tog mig på en tidsrejse.

En tidsrejse tilbage til den mageløse Lifehouse-koncert i 2015, hvor jeg råbende sang med på mine yndlingssange med tårer ned af kinderne. En tidsrejse tilbage til julen 2012, hvor Nico havde ikke blot havde skrevet et kærlighedsdigt til mig men også pakket det ind i en kunstfærdig konvolut med pålimede stofroser. En tidsrejse tilbage til dengang hvor mine veninder og jeg gjorde en dyd ud af at skrive postkort til hinanden med oplysninger om vejrgrader og stranddage. En tidsrejse tilbage til dengang en gammel veninde sendte mig post, "bare fordi". Og en rørende tidsrejse tilbage til skønne fødselsdage med kærlige mennesker, brevoverraskelser og hjemmelavede julekort.

Minder er ikke fysiske ting, men minder kan efterlade fysiske spor. Og når man støder på dem, er det som om, man er tilbage igen. I netop dét øjeblik.

Garderobeovervejelser

Jeg har netop ryddet op i min garderobe. Det gør jeg hver sommer – men sidste sommer var jeg skrappere, end jeg plejer og smed 3-4 IKEA-poser med næsten ubrugt tøj til genbrug. For jeg var ved at indse, at jeg købte langt mere tøj, end jeg brugte. Og det var en vane, jeg virkelig gerne ville til livs.

Så hvad gjorde jeg? Jeg ryddede op og ryddede ud; fyldte sække og poser og kiggede nærmere på, hvorfor jeg ejede så meget tøj, der ikke blev brugt. Svaret viste sig at være ganske indlysende – jeg gjorde for mange fejlkøb, baseret på flygtige trends og hurtige tilbud, og meget at mit tøj var af en ikke videre holdbar kvalitet. 

I året der er gået, har jeg købt langt mindre tøj end jeg plejer. Jeg har på ingen måde shoppet amok, men derimod genopbygget min garderobe med enkle, tidløse basisting i god kvalitet. Jeg har ledt efter snit, der klæder mig, og tøj der holder til både brug og vask. Jeg har fundet sort/hvide farver frem, og dekoreret med enkelte afstikkere i farverigt print. Og af samme årsag har jeg undgået så mange tøjkriser undervejs.

I år blev kun en enkelt mulepose med tøj sendt til genbrugen. Og den bestod udelukkende af det tøj, jeg var for barmhjertig til at sortere fra sidste år. Det gør mig så glad, for så ved jeg, øvelsen har virket.

Jeg forsøger hele tiden at blive en mere bevidst forbruger. At skåne miljøet så godt som jeg kan, og at købe lidt (men godt). Af samme årsag har jeg et Word-dokument liggende på computeren med elementer, som jeg mangler i min garderobe. Og falder jeg over noget, der ikke står på listen – så skal jeg tygge på det i minimum en måned, før jeg må købe det. Og så er glansen ofte for længst gået væk igen. 

En anden bonus er afgjort de mindre tøjkriser, blødt og smukt tøj der holder formen efter en tøjvask, og at være i besiddelse af buksedragter og høje hæle, der passer til enhver anledning. Det er næsten kun win-win, ikke? Jeg har endda bedre plads i mit klædeskab end nogensinde før.

En sejltur og en kop te

For snart to måneder siden så Stine og jeg et opslag på Facebook fra Odense Aafart om en sejltur  på Odense Å kombineret med engelsk afternoon tea. Der var ikke langt fra tanke til handling, da vi begge klikkede 'køb' og glædede os til en eftermiddag med engelske lækkerier og vind i håret.

Og forrige søndag tog vi så af sted; i sjældent solskin og med højt humør. Det var min sidste feriedag, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at spendere den på. Teselskab i en af Odenses smukke skove og venindetid med Stine står højt på min liste over yndlingsting. Og tilbyder Odense Aafart et lignende arrangement igen, sidder jeg klar og klikker 'køb'. 

Fire film jeg har set i biografen for nylig;

Jeg har været meget i biografen denne sommer. Mest fordi vejret ikke rigtigt har været til andet. Ikke desto mindre har jeg set en håndfuld gode film og hygget mig i biografens mørke. Det er altså den bedste regnvejrsløsning, der findes. 

Jeg havde faktisk ikke hørt om Tulipanfeber, før jeg blev tilbudt to fribilletter til den. Den slags siger man ikke nej til, og derfor tog min søster og jeg i biografen på en regnvejrsdag og så den, på mange måder, smukke film. Jeg anede intet om den, da vi begav os ind i salen – og egentligt er det en fin måde at se film på. Så er man nemlig garanteret en overraskelse.

Filmen var et visuelt vidunder. Storslåede kostumer og farvesammensætninger; fine baggrundsdetaljer og et stemningsfuldt soundtrack. Det er en stemningsstærk film. Selve handlingen er lidt rodet; lidt for belejlig sommetider, og lidt for overdramatisk andre gange. Men Alicia Vikander spiller blændende – og så blev jeg faktisk en smule forelsket i Dane DeHaan undervejs ... 

OK, det her er tydeligvis en film, Nico har valgt. Jeg har ikke engang set de tidligere film i Abernes Planet-universet, men ikke desto mindre sagde jeg ja til at se denne. Og den var fin nok; overraskende stilfærdig og nem at se ude af sammenhæng. Helt klassisk action – og ikke så meget andet. Men det er nok meningen.

Jeg elskede Julian Barnes smukke roman The Sense of an Ending, men var overrasket da en filmatisering blev annonceret. Det forekom mig som en næsten umulig film at filmatisere, da langt størstedelen af den foregår inde i hovedpersonens indre. Det er en film om de mange versioner af virkeligheden, der findes i vores hukommelse. Det er en stilfærdig historie, der åbner sig lidt efter lidt, og slutteligt afslører præcis hvor meget af sandheden, man kan omskrive i sit indre.

Filmatiseringen ændrer (selvfølgelig) lidt på bogens plot og struktur; indvendige dialoger bliver omskrevet til handlinger, og for at vise kontrasten mellem fortid og nutid bruges et væld af flash-back scener. Men det giver mening, og det er troværdigt. Hele vejen igennem. Jeg så filmen med Stine, og vi efterlod begge Café Biografen med et ønske om at genlæse bogen. Filmen afslørede nemlig så mange fine detaljer, som ingen af os helt kunne huske.

Det er en af de mest nuancerede og følsomme film, jeg længe har set. Jeg vil varmt anbefale den til alle, der har læst bogen – og til dem, der har tålmodig til at se en film, hvor det vigtigste ikke er det, der sker, men derimod det, filmen får en til at tænke bagefter. 

Jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår problemet med Spiderman. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen filmatiseringer tilsyneladende holder lang tid nok til at blive færdiggjort, og jeg forstår ikke, hvad det er, filmproducenter egentligt leder efter. For jeg synes nemlig, filmene med Tobey Maguire er fantastiske. Udskældte, som de er.

Men Nico er en af dem, der hungrer efter en ny filmatisering. En perfekt filmatisering. Og ifølge ham, kom den næsten med den nye Spiderman-film, Homecoming. For i den er Spider-Man ligeså ung som i tegneserien; en hyperaktiv teenager, som ikke lægger planer eller overtænker aktioner. Tværtimod.

Det er en film fyldt med humor og hæsblæsende scener – ganske underholdende og sjov. Men det irriterede mig, at den sammenblandes så meget med Avenger-universet. Jeg er nok også bare grundtræt af superheltefilm, storslåede franchises og Robert Downey Jr. i centrum af det hele, altid. Det er så forudsigeligt.

Counting daisies

... Jeg øver mig på sort/hvid-billedredigering. Jeg håber, I kan bære over med mig i mellemtiden.