Somewhere Only We Know

Hvis det ikke var fordi, min kalender insisterede på, at i morgen var den 1. marts, ville jeg tro, det var den 1. januar. Verden udenfor er hvid, stille og kold; vinden er bidende og larmende, og jeg har atter skruet op for radiatorerne, som jeg ellers lige havde skruet ned for. Vinteren er kommet tilbage på det mærkværdigste tidspunkt overhovedet.

Men der er skønhed i verdenen udenfor. Jeg trasker rundt i Odenses gader, pakket ind i halstørklæde, hue og vanter, drikker spandevis af varm kakao og hænger ud med søde veninder. Nico knokler løs med overarbejde og travlhed, og om en uges tid rejser han til Ukraine for at arbejde en uge dér også. 

Altimens står min verden lige så stille som sneen. Og jeg føler så mange ting samtidig. I morgen skal jeg melde mig arbejdsløs (eller ledig, om man vil), og dermed bliver jeg en del af det lige dele berygtede og fantastiske dagpengesystem. Det er lidt vemodigt, men samtidig også et lille skub videre. En reminder om, hvor hurtigt tiden går. Nu har jeg været opsagt i tre måneder, og det er tid til næste skridt. Arbejdsløshed – og forhåbentligt snart et job. Jeg krydser mine forfrosne fingre og gør alt, hvad jeg kan for, at det skal lykkedes. Og det skal det nok også. Lykkedes, altså. 

Jeg håber, den kolde februar har været god ved jer! 

Goodreads-problematikken

Kender du Goodreads? Det er en slags socialt medie for bøger, hvor du kan følge med i, hvad dine venner læser – og selv holde styr på, hvad du læser og gerne vil læse, skrive anmeldelser og udtrække alle mulige komplicerede og spændende statistikker over din læsning. Tag et kig her og find min profil her. 

OK, så Goodreads har sådan en læseudfordrings-funktion. En meget berømt og omdiskuteret læseudfordrings-funktion, der går ud på, at man hvert år indtaster hvor mange bøger man vil læse i løbet af året. Goodreads holder så styr på de bøger, man indtaster, og minder løbende en om, hvorvidt man er bagud eller foran med læsningen. Helt nøjagtigt, hvor mange bøger man er forud/bagud.

Det er egentligt en ganske fin og helt sikkert populær funktion. Men på det seneste har den irriteret mig. Irrationelt meget. For hvorfor skal det være et mål i sig selv at læse 50 bøger? Hvorfor ikke bare læse, når man har tiden/lysten til det? Hvorfor skal antallet af bøger være et succeskriterie for årets læsning, frem for kvaliteten, variationen, tiden man har tilbragt med bøger? Hvorfor er det egentligt, det er så fedt at læse et vist antal bøger – når bøger, frem for alt, handler om fordybelse frem for kvantitet?
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er en vis tilfredsstillelse i, at nå et mål man har har sat sig. Og hvis man drømmer om at læse mere end man plejer, kan antallet af læste bøger være en indikator for, hvorvidt det lykkedes. Men, hånden på hjertet, er hovedparten af Goodreads-publikummet ivrige læsere i forvejen. Sitet er trods alt designet til bogelskere. Og hvorfor skal passionerede læseres læsning gøres til et kapløb?
Sidste år havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke var på Goodreads. Jeg forsømte min profil og læste hovedsageligt bøger med forbindelse til mit arbejde, som det af flere forskellige årsager ikke gav mening at offentliggøre eller bedømme. For første gang kom jeg derfor bagud med læseudfordringen, og fik konstante reminders om, hvor mange bøger, jeg var bagud. Og det gjorde mig simpelthen så hidsig. Af samme grund har jeg valgt ikke at have et læsemål i år. Fordi jeg ikke vil fokusere på, hvor meget jeg læser, men snarere hvad jeg læser, og hvordan jeg prioriterer min tid. Jeg vil gerne øve mig i at gribe en bog oftere end min telefon, men målet er ikke at læse flere bøger af den grund. Bare at bruge min tid på gode læseoplevelser.

Jeg er ærlig talt lidt træt af Goodreads og det fokus sitet ligger på antallet af bøger. I samme øjeblik som jeg markerer en bog som færdiglæst derinde, får jeg tilsendt en mail med overskriften: "You finished xxx. What's next?" Og det er måske kerneproblemet. Fokusset på læsehastighed og antallet af læste bøger i stedet for fordybelse og læseglæde. Som i sidste ende er det, jeg jagter.

Er du på Goodreads? Hvordan betragter du sitet? Deler du min holdning – eller er jeg måske farvet af at færdes i internetkroge, hvor læseudfordringer og læsestatistikker fylder meget?

Et smut til Jylland

... I søndags tog jeg til Nordjylland for at fejre verdens bedste Gitte og hendes graviditet med et babyshower. Det sneede voldsomt og var i bund og grund en forfærdelig dag at rejse på – men formålet kunne ikke være bedre. For selvom jeg har det meget blandet med det amerikaniserede fænomen, så synes jeg, der er noget fint over at samles for at fejre en veninde, der står overfor en af livets helt store milepæle. Det er jo aldrig en dårlig ting at fejre glæden i livet. Og at gøre en, man holder af, glad. Med amerikansk inspiration eller ej. 

Og det var en vildt hyggelig dag med højt humør. Som det altid er i Gittes selskab. Vi mødtes hjemme hos hendes forældre, som bor på den hyggeligste gård, og alle havde en lille tjans, de havde stået for. Selvom jeg normalt plejer at stå for pynt (haha), stod jeg denne gang for underholdning og havde sammen en af Gittes andre veninder sammensat en lille quiz med alt fra emoji-gætteri til børnebilleder af Frida Kahlo og klassisk mavemåleri. Så sjovt – både at arrangere og klippe-klistre, men også at lege med de andre.

I gave gav jeg Gitte lidt Harry Potter-babytøj (se lige den natdragt! Så fin!) og en sød lille Jellycat-kanin (som seriøst er så blød, jeg næsten ønsker mig en selv. Bare til mig. Er det underligt?) og ellers en masse kram og lykønsker for fremtiden. Som jeg er sikker på bliver ganske lys og lykkelig. 

... Efter en hyggelig dag vendte jeg snuden mod Esbjerg og mine forældre. Ikke fordi det egentligt gav særligt meget mening afstandsmæssigt, men fordi jeg alligevel var på farten og havde tiden. Og det var simpelthen så dejligt med et besøg derhjemme. Som jeg stadig kalder det, selv efter så mange år med bopæl et andet sted.

Der er en særlig ro hjemme ved mine forældre. Denne gang faldt jeg i søvn til lyden af Rasmus' spinden, min mor og jeg tog til Blåvand for at sidde og stirre lidt ud over vandet, min lillebror kiggede forbi og fortalte om sin nylige tur til Marokko, jeg så film og spiste julesliksrester med min mor og hendes mand, og så fik jeg også læst lidt i "Odinsbarn" og nusset med legesyge Dinah, imens min mor arbejdede og holdte møder. Ah. Så hyggeligt. Så hjemligt. Og så fuldstændig tiltrængt.

Ting jeg bruger tid på, nu når jeg går hjemme:

• At gense alle otte Harry Potter-film. Én om dagen. Og så lige Fantastic Beasts oveni. 
• At rydde op. Alle vegne. I kontorskabet. I kommoden med handsker og huer. I kælderrummet. I bogreolen. Selv i dét rodeskab, jeg i daglig tale omtaler som "Bermuda-trekanten". 
• I tråd med ovenstående: At gøre rent. Vaske op i hånden i stedet for at fylde opvaskemaskinen. Bare fordi jeg har tiden.
• At komme i form. Daglige løbeture efterfulgt af mavebøjninger og hvad jeg ellers lige kan finde på.
• At lægge puslespil og at farve i malebøger. Altimens jeg føler dig som en på 11 år igen, men messer højtideligt, at det bringer min "kreative side" frem. Ahem.
• At tage mærkværdige online kurser i alt fra hardcore Photoshop billedmanipulation til bløde litteraturkurser om Peter Pan. 
• At bombardere min søster med snaps med dyrefiltre. 
• At læse bøger. Lige pt. 2-3 bøger i ugen hvilket nærmest er mere, end jeg læste hele sidste år.
• At tage til netværkssamtaler og kaffemøder, selvom jeg faktisk slet ikke drikker kaffe.
• At rense hud hver dag og lægge muddermasker. Min hud har aldrig været pænere. Hvilket også giver god mening, eftersom make-up er blevet et fremmedord.
• At spekulere på hvad i alverden jeg egentligt fik tiden til at gå med som litteraturstuderende med kun 6-7 undervisningstimer om ugen.

Lately ... #10

En lille stak billedglimt af, hvad jeg har brugt tiden på, på det seneste:

... Det kræver altså umenneskelig styrke rent faktisk at tage jeans på, når man bare vandrer rundt herhjemme. Derfor har jeg nærmest boet i det her ekstremt bløde sæt nattøj/hyggetøj fra Primark. Jeg har endda handlet ind i Brugsen iført det, haha. Mischief Managed! 

... Nico og jeg kører en rimelig hård (og supergrøn!) madplan for tiden, men fastelavnsboller skal der altså være plads til. De fås jo kun én gang om året, og jeg elsker Lagkagehusets version med hindbærskum og Sarah Bernardt. Haps!

... Jeg elsker sne. Især imens den daler fra himlen. Synet fylder mig med sådan en ro og glæde. Jeg kunne stirre på det i en evighed. Og det gjorde jeg faktisk også i onsdags, da snefnug af den store og vatagtige slags begav sig ned fra himlen.

... Jeg har været ved frisøren for at få lidt farve og fylde i mit hår. Helt impulsivt, besluttede jeg mig også for at få klippet lidt skråt pandehår. Det er ikke enormt tydeligt, men jeg synes, det har gjort en forskel. Tilføjet lidt form og spil.

... Nico og jeg brugte en aften i sofaen og så The End of the F***ing World fra ende til anden (hvilket slet ikke er så voldsomt, som det lyder, da hvert afsnit kun er 20-25 minutter). Det var sådan en fin, bizar, dyster og sjov serie. Afgjort en hyggeaften værd. 

... Jeg har købt kirsebærgrene, som nu er fyldt med yndige, lyserøde knopper. De nyudsprungne blomster spreder ægte forårsfornemmelser midt i vinterkulden.

... Jeg har storindkøbt i Søstrene Grene (haha) og hygger mig enormt med at fylde min scrapbook med alt fra udklip og biografbilletter til klistermærker og washi-tape. Det er på ingen måde så instagram-worthy som bullet journals, men det er afstressende og rart at skrive lidt i hånden igen. 

... I torsdags vågnede jeg klokken halv otte, og hev dovent soveværelsesgardinet fra for at kigge ud. Bag gardinet gemte der sig en lyselilla solopgang, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at vågne op. Det fyldte mig med energi.

... Jeg elsker duftlys! Det her var en adventsgave fra Nico og dufter så hyggeligt af jul og brunkager. Den slags er så hyggeligt. Også i februar. 

#Fredagsbog – uge 6

Jeg har det, som om det er torsdag. Hvorfor, aner jeg ikke. Jeg stirrede bare vantro på kalenderen i morges og kunne ikke helt få dagene til at gå op. Det må være (endnu) en af bivirkningerne ved at være hjemmegående. Dagene klistrer lidt sammen. På godt og ondt.

Ikke desto mindre, er det rart med en så smuk solskinsfredag som denne! Weekenden er fyldt med planer af den rare slags og starter i aften med et besøg på Storms pakhus med verdens bedste Nico. Drinks, god mad og tosomhed. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre. Lørdag skal tilbringes med en god veninde og et mindre krea-projekt, og søndag bliver et hektisk puslespil der bl.a. involverer en tur til Vestjylland for at besøge min mor. Det glæder jeg mig til.

Og lige nu, bruger jeg tiden med en bog, jeg længe har har lyst til at læse. Nemlig Odinsbarn af Siri Pettersen. Første bog i en fantasy-trilogi, der trækker tunge paralleller til nordisk mytologi. Serien har fået så meget ros, og efter jeg var medarrangør på et event til Bogforum, hvor Siri Petterson deltog, har det kriblet i mine fingrene efter at læse den. Og nu har jeg endelig tiden til det.

Faktisk begyndte jeg allerede på bogen i sidste uge og læste 50 sider. Men det var et af de tilfælde, hvor jeg ikke helt kunne finde roen eller koncentrationen til at fordybe mig, så nu er jeg altså startet forfra igen. Sådan er det sommetider, når tankerne ikke helt kan samle sig om bogstaverne på papiret ... Kender I det? 

Uanset, håber jeg I også går en skøn weekend i møde. Hvad skal I lave? Og læse? 

To nylige biograffilm;

For lidt over en uge siden, var Mette og jeg i biografen for at se I, Tonya. Jeg havde et par gavebilletter, som skulle bruges – og hvorfor ikke bruge dem på en omdiskuteret, Oscar-nomineret film?

I, Tonya er baseret på den vilde (og sande) historie om kunstskøjteløberen Tonya Harding, hvis mand blev dømt for at medvirke i et forsøg på at smadre knæskallerne (og dermed vinderchancerne) for Tonyas OL-konkurrent Nancy Kerrigan. Filmen fortæller hele historien om Tonyas liv, hendes hårde opvækst hos hendes (psykisk og fysisk) voldelige mor, hendes store konkurrencegen og voksende ambitioner, hendes atletiske talent for kunstskøjteløb, og hendes tumulte forhold til sin ungdomskæreste og senere mand. 

Filmens pointe er nok ikke at give et endeligt svar på, hvorvidt Tonya selv var medskyldig i Nancy Kerrigans overfald, men snarere at portrættere Tonya, hendes vej til succes og hendes fall from grace i det offentlige øje.

Filmen balancerer så fint mellem alvor og humor og dokumenterer, hvordan hver karakter har sit eget synspunkt, sin egen version af sandheden og begivenhederne. Foruden det, er den også et fascinerende indblik i en benhård sportsverden, der bærer præg af gammeldags skønhedsidealer og dyder, som ikke alle passer ind i.

Jeg elskede den her film. Margot Robbie spillede blændede, og historien er så godt fortalt. Jeg kedede mig ikke ét sekund. 

For en måned siden tog min søster og jeg i biografen for at se The Greatest Showman. Vi havde set traileren, da vi var i biografen i november og var med det samme enige om, at dét var en film, vi  bare måtte se.

Jeg ved egentligt ikke, hvad vi havde forventet, men det vi fik var storartet. En flot musical fyldt med farver og glitter, dekadente dansetrin og musik der fik os til at vippe vores fødder i takt. Den syngende Zac Efron var en behagelig overraskelse, og Hugh Jackman leverede som altid en stor præsentation. En perfekt musikoplevelse for alle musical-elskere! 

Handlingen var til gengæld ikke noget særligt; og vist heller ikke helt uproblematisk. Filmen portrætterer P. T. Barnum som en åbensindet helt – selvom han i virkeligheden var en tidligere kriminel, der narrede sine kunder og udnyttede sine artister. En klassisk Hollywood-forsimpling – og måske også en klassisk musical-omskrivning. 

Ikke desto mindre, var filmen stadig værd at se. Sceneshowet og sangene alene er biografbilletten værd. Da rulleteksterne tonede ud på skærmen, havde både min søster og jeg lyst til at stille os op og klappe. For det føles virkelig som et show og ikke en film. På godt og ondt. 

En ode til den bedste læseklub

Jeg er medlem i verdens bedste læseklub. Den blev startet i 2014, tror jeg nok. Og, heldigvis, blev den startet mellem fire personer, som slet ikke kendte hinanden. Jeg havde længe drømt om en læseklub, et forum hvor der kunne diskuteres bøger og hele verdenen der omgav dem, og derfor skrev jeg blot ud på Twitter for at høre, om nogle kunne være interesserede. Og det var der et par, der var. Og således gik det til, at Mai, Anne, Nikoline og senere Rikke blev en del af mit liv. Noget, jeg kun bliver mere og mere taknemmelig for.

Sjovt nok er hovedformålet med læseklubben ikke længere at læse bøger. Faktisk holder vi sommetider læseklubsmøder hvor kun halvdelen har læst bogen. Eller, under halvdelen som det var tilfældet i søndags. Så mødes vi blot for at snakke, snacke, hygge og grine. Det er altid en flydende samtale, der starter med bogen og bevæger sig hen på alt muligt andet. Og på den måde er mine læseklubsmedlemmer langsomt blevet mine veninder. Heldigvis!

Jeg synes, det er så fint, at vi mødtes så tilfældigt. At visionen, trods alt, lykkedes: at skabe et forum med plads til bogsnak, hyggesnak og delte interesser. Vores månedlige møder er altid noget, jeg ser frem til, og det er pudsigt at tænke på, hvor meget der egentligt er sket gennem årene. Kærester der er kommet til, jobs og studier der er påbegyndt og udskiftet, skiftende bopæle og alt muligt andet. Vi har været vidne til mange små og store forandringer i hinandens liv. Det er ret fint. Og overraskende nostalgisk.

PS: I søndags mødtes vi for at tale om The Golem and the Djinni af Helene Wecker, som jeg stadig er ved at færdiglæse. Jeg mangler 100 sider på nuværende tidspunkt. Den er god, men også lidt langsom og mærkværdig tung. Vi mødtes hjemme hos søde Anne, som netop er flyttet ind i den fineste lejlighed, jeg længe har set. 

"Der er ingenting i verden så stille som sne"

Det sneede i nat. Min søster og jeg sad og så La La Land og drømte os til det varme, nostalgiske og nådesløse Californien, imens verden udenfor blev hvidere og hvidere. Vi opdagede det slet ikke, før klokken blev alt-for-mange, og bilerne udenfor var blevet puttet under en hvid dyne af sne. Min søster bandede en smule, fordi hun skulle cykle til den anden ende af byen på spejlglatte veje, men jeg sukkede af glæde. For "der er ingenting i verden, der kan mildne som sne", som Helge Rode så smukt skrev i 1896.

I dag stod jeg tidligt op efter blot 5 timers søvn og gik en morgentur i sneen. Pakket ind i flere tunge lag tøj og bevæbnet med mit kamera. Det hele var så smukt, stille og glitrende. Et par hurtigtløbende motionister var de eneste, jeg mødte på min vej, imens sneen knasede under mine fødder. Det føltes helt eventyrligt.

Romantiserer jeg en anelse? Det gør jeg sikkert. Men jeg har glædet mig til snevejr. Til det hvide milde lys, sneen kaster ud i mørket. Og mest af alt, til den skønhed og stilhed, som snevejret bringer. Den dæmper, som det ligger på hele verden. Især nu, hvor jeg ikke længere pendler og ikke længere behøver at bekymre mig om, hvorvidt sneen forsinker DSB's (altid forsinkede) tog. Nu kan jeg bare trave rundt i Odenses byparker og nyde det i stedet. Det har virkelig sin charme.
I morgen er sneen sikkert smeltet igen. Eller omdannet til brunt sjap. Men for en kort stund, i nat og i morges, var hele verden stille og hvid. Og det gjorde mig så lykkelig.