søndag den 2. december 2018

Hello December!

Jeg fandt allerede julepynten frem i sidste uge. Min læseklub kom til julefrokost hjemme hos mig, og jeg synes, det krævede lidt pynt. Det betyder også, jeg har levet i et mindre julelandskab siden og nærmest har talt dagene på utålmodig børnenostalgisk vis. 
I går blev det endelig juletid, og Nico og jeg hentede verdens fineste, skæveste og mest buttede juletræ, som vi forklædte i Disneyprinsesser, lyskæder og guldhjerter. Nu står det i stuen og lyser op, og selvom jeg i sin tid synes, det var helt forkert og ærkeamerikansk at have juletræet inde før lille juleaften, nyder jeg nu synet af det. Det er altså så hyggeligt.
Og er hygge ikke overskriften for december måned? Det er det i hvert fald for mig. Jeg har en masse gode aftaler, julefrokoster og familiegensyn i kalenderen, og jeg har så meget at glæde mig til. Min december bliver en perfekt blanding af det sociale, det dovent-hyggelige og alt det traditionelle. Akkurat som det skal være. 

I denne december vil jeg:
  • ... julehygge en smule hver dag og huske at nyde de korte decemberdage, som har det med at forsvinde så hurtigt. 
  • ... se Bohemian Rhapsody, før den holder op med at gå i biografen. Jeg tror, den er helt fantastisk; det siger alle, der har set den. 
  • ... holde julebagedag med verdens bedste læseklub. 
  • ... besøge H. C. Andersens julemarked her i Odense.
  • ... nyde en nattøjsdag eller to med dyne i sofaen, en stak gode bøger og massevis af te. Er det ikke noget af det, vintermånederne bare gør bedst?
  • ... rejse land og rige rundt for at deltage i julefrokoster med skønne veninder. Om en weekend venter den traditionelle julefrokost med mine handelsskoleveninder fra Esbjerg og weekenden efter skal jeg til København for at skåle med to gamle kollegaer. Det bliver så hyggeligt!
  • ... finde kameraet frem og knipse en masse julebilleder. Måske endda også sammenklippe en lille julefilm, hvis jeg får filmet nok. 
  • ... spise en masse æbleskiver. Og risengrød. Og clementiner!
  • ... holde jul sammen med Nico. Han skal nemlig holde jul med min familie i år, og jeg glæder mig sådan til at tilbringe juleaften med alle dem, jeg elsker højest.
  • ... genlæse Little Women af Louisa May Alcott. Selvfølgelig. Det er ikke jul uden. Samtidig overvejer jeg også at genlæse nogle af Harry Potter-bøgerne i de langsomme dage mellem jul og nytår. 
  • ... udfylde de sidste sider i min scrapbook, så jeg kan påbegynde en ny scrapbook i det nye år. 
  • ... holde den fineste nytårsfest herhjemme og nyde at afslutte året sammen med gode mennesker, som jeg holder rigtig meget af.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar