Lige nu;

September er snart forbi. Faktisk, skal man bare blinke en enkelt gang, og så er det oktober. Det ægte efterår med de røde ahornblade og vedvarende kastanjeregn venter lige om hjørnet. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig af hele mit hjerte.

Men indtil den kommende oktoberuge, nyder jeg den sidste septembersøndag. Jeg har gået en lang tur, kigget på efterårsblade, bagt en velduftende æble-kaneltærte og lokket Nico til at se et par afsnit af den gode, gamle Anne fra Grønnebakken-serie med mig. Altsammen iført blødt og dovnerart Harry Potter-nattøj. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Jeg håber, I alle har en skøn sidste-september-dag.

What I've Been Watching Lately #2

Efteråret er over os – og det samme er filmsæsonen! Derfor får I en lille oversigt over nogle af de bedste film, jeg har set i denne måned – der er både Netfix-klassikere, biograffilm og oversete perler på listen. Alle kan anbefales til indendørs alenetid med den tunge dundyne og en stor kop te.

Hvilke film kan du anbefale til de stille efterårsstunder?

Papillon (2018) – Set i biografen

En sen torsdag aften tog Nico og jeg i biografen for at se Papillon. Det var en lidt impulsiv beslutning; vi kedede os og kunne lige akkurat nå i biografen – selvom det betød, vi først var hjemme igen lidt over midnat.

Men filmen var det værd! Åh, hvor var den god. Ikke helt så storladen som den originale film fra 1973 med den geniale Dustin Hoffman, men stadig god. På sin helt egen dystre, action-prægede måde. Jeg skulle lige vænne mig til, at al humoren var trukket ud af Rami Maleks karakter, Louis Dega, men til gengæld sad jeg på kanten af biografsædet hele filmen igennem. Historien om den uskyldigt dømte straffefange med sommerfugletatoveringen og hans flugt fra et af verdenshistoriens mest barske fængsler, holder stadig. Og jeg kan varmt anbefale den.

Mamma Mia! Here We Go Again (2018) – Set i biografen

Min søster og jeg tog i biografen for at se efterfølgeren til den højst elskede Mamma Mia-filmatisering. Ingen af os havde så meget som set traileren for den – vi blev vist bare enige om, at en musical altid kan få en i godt humør. Og vi havde helt ret. For sikke en humørbombe!

De gode ABBA-sange stråler i selskab med Amanda Seyfried, Colin Firth & co., altimens Lily James er en vildt charmerende og troværdig version af Meryl Streeps karakter. Filmen kører nemlig i to spor: delvist i nutiden hos Amanda Seyfrieds karakter, Sophie, og delvist i fortiden hvor Meryl Streeps karakter, Donna, er ung. Sidstnævnte spor var afgjort det mest bærende, selvom man næppe kan tale om et decideret sammenhængende plot.

Filmen var bare gennemført underholdende. Et kulørt indslag på enhver gråvejrsdag, og selvom jeg ikke tror, jeg nogensinde vil se den igen, er jeg alligevel glad for, jeg fik den set, trods alt.

Table 19 (2017) – Set på CMore

Table 19 er en virkelig mærkværdig film. Jeg faldt over den, da jeg klikkede rundt på CMore, så Anna Kendricks navn, læste bryllups-præmissen og trykkede 'play'. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg egentligt fik ud af dét.

Table 19 er egentligt en klassisk misfit-fortælling. Filmen udspiller sig til et bryllup, hvor 6 excentriske bryllupsgæster er blevet placeret ved "restbordet"; bordet for dem, der ikke rigtigt hører til. Den ene karakter er næsten skørere end den anden, og hovedpersonen er Anna Kendricks karakter, som er brudens (tidligere) bedste veninde. Hun gemmer på en lille hjertesorg, der udfolder sig til brylluppet, altimens de andre gæster også har ting, de kæmper med i det skjulte. Det hele går selvfølgelig helt galt og eksploderer i en blanding af hverdagstragedier, skæv humor og kliché-kærlighed. Akkurat som bryllupsgenren foreskriver.

The Breakfast Club (1985) – Set på Netflix
The Breakfast Club er en klassiker. En af de allerførste populære High School-film, der viser Molly Ringwald i hendes storhedstid. Den bliver så ofte refereret, men jeg har aldrig fået set den. Før nu, fordi den tilfældigt poppede op på Netflix.
Filmen handler om 5 typiske High School-arketyper, som skal bruge en lørdag sammen i forbindelse med eftersidning; den ungdomskriminelle, sportsfyren, den indadvendte pige, den populære piger og – selvfølgelig – stræberfyren, som også er medlem af skolens fysikklub. De 5 karakterer har intet til fælles, men i løbet af filmen får de mulighed for at tale sammen, og opdager, at de faktisk slet ikke er så forskellige alligevel.
Det er en virkelig fin film, og selvom den er 33 år gammel, holder den stadig. Måske er den endda blevet bedre med tiden, fordi så mange High School-film sidenhen har efterlignet den uden held. Jeg var i hvert fald underholdt – og blev faktisk mindet om, at ungdomslivet egentligt ikke har forandret sig så meget, når det kommer til stykket.

Den lille prins (2015) – Set på Filmstriben
Antoine de Saint-Exupérys filosofiske vokseneventyr om den lille prins, som vandrer rundt i ørkenen alene og fortæller om sit minimalistiske liv på en fjern planet, er elsket af læsere over hele verden. Med rette. Historien er en underfundig påmindelse om, hvordan vi som voksne mennesker overkomplicerer alting og affærdiger den visdom, der egentligt er i barnets syn på verden.
I 2015 blev den lille bog lavet til en film, og jeg har først fået set den nu. Måske, fordi jeg var lidt kritisk overfor, om man overhovedet kunne lave bogen til en film. Men det kunne man. Det er i hvert fald blevet gjort virkelig godt.
I filmen fra 2015 indsættes den elskede fortælling i en ny kontekst. En lille pige som er fanget i den moderne præstationskultur, møder sin excentriske pilot-nabo, som fortæller historien om den lille prins. På den måde fungerer det klassiske eventyr som en kontrast til nutidens forhastede hverdagsliv. Og det gør den om muligt endnu mere kraftfuld. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvor smuk filmen er, rent visuelt ...

Helt papirsklar til 2019

2019 venter lige om hjørnet. Selvom jeg ikke helt kan forstå det; selvom det virker alt, alt, alt for tidligt; og selvom jeg egentligt lige syntes, 2018 var ved at blive godt. Det er bare et faktum.

Jeg har derfor valgt at forberede mig til det kommende år med en bestilling hos en af mine yndlingsdesignere af kontortilbehør og papirdimser. Nemlig Anna Bonds Riflepaperco, som simpelthen er himlen for papirelskere. Jeg kunne med lethed klikke hele deres webshop hjem og fortabe mig i en verden af pastelfarvede blomsterprint, kalligrafiske skrifttyper og finurlige designs. Åh. Jeg synes, alt Anna Bond rører ved er så fint.

At bestille fra Riflepaperco er dog altid en lidt kostbar affære. Varerne sendes fra USA, og der kommer altid told på. Det ændrer dog ikke på, at jeg hjertens gerne støtter min yndlingsdesigner, og at hendes varer er pengene værd. Så, én gang om året lukker jeg øjnene og klikker de kontorartikler hjem, som jeg drømmer om. Denne gang er det blevet til: 

• En sart lyserød kalender, komplet med læsesnor, fine citater på hvert ugeopslag og det smukkeste indvendige blomsterprint. Ah!
• En vægkalender (for, ja! Sådan en bruger jeg stadig og kan slet ikke leve uden) med farverigt blomsterprint.
• Klistermærke-ark. Det er måske lidt fjollet, men jeg bruger virkelig mange klistermærker i mit scrapbookeri, og de her var så fine. 
• En memo-blok med guldtryk og blomster (aner I et mønster her?).
• En yndig og helt gammeldags fin notesblok.

Og så er jeg vist helt papirsklar til 2019! Og så behøver jeg vist ikke forholde mig yderligere årsskiftet foreløbig.

Passenger-magi i Store Vega

Det er sjovt, hvordan musik kan være så tæt knyttet til minder. Jeg skal blot høre én af Passengers smukke, sjælfulde sange, og så er jeg tilbage igen. Tilbage til sommeren 2015, hvor jeg skrev løs på mit speciale og befandt mig på et sært vippepunkt i livet, hvor jeg ikke længere var studerende, men endnu ikke havde et fuldtidsjob. Jeg var usikker og forvirret. Bange og spændt. Jeg havde ikke nogen plan, ikke noget næste skridt, ikke nogen idéer. Så i stedet hørte jeg Passengers Scare Away the Dark, læste tung litteraturteori og gik lange ture i Odense.

Da jeg i foråret hørte, at Passenger spillede en koncert i Danmark, var jeg ikke længe om at købe billetter til Nico og jeg. Nico er på ingen måde Passenger-fan, men han elsker koncerter, og han ville gerne med. "Bare for oplevelsens skyld," sagde han.

Og det var virkelig en oplevelse. Vi kom kun et kvarter før dørene åbnede, men endte (på en eller anden måde) helt foran scenen, hvor Passenger trådte ind og sang, fortalte historier og spillede guitar i to timer. Det var sådan en god koncert, og Mike Rosenberg viste sig ikke blot at være en talentfuld sanger; han er også en virkelig dygtig entertainer. Det var en fornøjelse at være i selskab med ham og opleve, hvordan en sal fyldt med mennesker kan blive musestille, når der spilles melankolske folk-sange. Stemningen var helt elektrisk, med al opmærksomheden rettet mod den ene mand på scenen og hans guitar.

Det er sådan en slags magi, som kun dygtige musikere kan udøve.

En ny scrapbook

Mit behov for scrapbooking opstod egentligt lidt bagvendt. Jeg har nemlig altid været sådan en, som har samtlige gemt kvitteringer, biografbilletter og ligegyldige noter, jeg kunne få fingrene i. Jeg aner ikke hvorfor, jeg hader bare at skille mig af med den slags – også selvom de mange papirlapper slet ikke tjener et formål. 

Scrapbooking er i virkeligheden mit forsøg på at give de mange små, ligegyldige papirlapper et formål. Jeg kan godt lide tanken om at samle små ting sammen og lime dem ind i en bog som minder. Og desuden har scrapbooking den fordel, at det også giver mig et sted at samle mine mange polaroidbilleder, som ellers også blot ligger og flyder. De nedskrevne ord og refleksioner er nærmest kun en sidegevinst og langt fra det primære. Men jeg hygger mig med det; nyder at skrive med kuglepen og selv forme mine ord. Det gør man jo så sjældent efterhånden.

Faktisk har jeg opnået en vis milepæl i mit scrapbookeri, fordi jeg nu har udfyldt en hel scrapbook. Det er jeg mærkværdig stolt af, for jeg har ellers aldrig været i stand til at færdigsskrive en dagbog. Det har også betydet, jeg pludselig havde en undskyldning for at købe en ny scrapbook; og denne gang faldt valget på en brun, spiralindbundet sag fra Kraft. Den er helt perfekt til formålet og med rigelig plads til kreative kruseduller, store sammenlimede kompositioner og, som jeg bruger den til, en kombi af det hele. 

Lately ... #13

Jeg elsker altså at skrive den her type indlæg, hvor jeg samler min hverdag sammen i små nedslag. Det tvinger mig nemlig dels til at tømme mit kamera og gå mine billeder igennem, og dels til at genopleve de små hverdagsøjeblikke, som har gjort mig glad på det seneste. Begge dele helt anbefalelsesværdigt – og hermed en lille opsamling af, hvad jeg har lavet siden sidst:

... I går havde Nico fødselsdag. Han havde været til sommerfest dagen før, så han havde lidt tømmermænd, og min plan om at vække ham med overdådigt morgenbord og gaver gik lidt i vasken – for han var slet ikke sulten, haha! Så han fik lov til at sove, og da han var blevet frisk igen spiste vi croissanter til frokost og startede forfra på Game of Thrones. Det var enormt hyggeligt og dejligt uhøjtideligt. Om aftenen tog vi på Kok & Vin i Odense og spiste fantastisk mad. Det var på mange måder akkurat, som det skulle være. 

... I sidste weekend var jeg med til polterabend for en af mine veninder fra Handelsskolen. Hun er den første i vores vennekreds, der bliver gift, og jeg glæder mig sådan til hendes bryllup i næste måned. Det bliver med garanti både smukt og rørende.
Til hendes polterabend var vi på flødebollekursus hos Odense Chokoladehus, løb kaotisk rundt i et spil bazooka-ball og spiste god mad. Det var virkelig sjovt, skørt, hyggeligt – og helt i den kommende bruds ånd.

... På det seneste har Nico og jeg nærmest levet af One Pot Pasta. Vi bruger denne opskrift, og det er efterhånden blev en af mine foretrukne hverdagsretter. Så let og så velsmagende. Det bliver ikke bedre.

... I torsdags kom jeg hjem til den skønneste bogpakke. Gyldendal havde nemlig sendt mig den nyeste  – og sidste – bog i Malene Sølvstens Ravnenes Hvisken-trilogi. Og som om, bogen ikke var gave nok i sig selv, havde de gode forlagsfolk også fyldt æsken med badges, te, bogmærker og et lille print. Jeg elsker den slags kreativt dimseri – meget aprospro snakken om abonnementsbokse for nylig.

... Jeg har ikke købt særlig meget tøj i år. Nok mest fordi, jeg ikke rigtigt mangler noget, og min garderobe (efter mange års fejlkøb) endelig matcher mine basisbehov. Men da jeg så denne smukke skjorte fra Stine Goya på tilbud, kunne jeg slet ikke dy mig. Jeg mener, se lige de fine stjerneformede knapper! Mere yndigt bliver det ikke. Jeg er sikker på, skjorten nok skal bringe mig glæde i flere år fremover.

... Årets første septemberaften var en magisk en af slagsen. Også selvom den involverede to timers sidden-rank på en kold stentrappe. Min søster og jeg var nemlig til Odense Film Festivals udendørs visning af E.T. – og jeg havde helt glemt, hvor fantastisk den film er. Jeg blev helt rørt, imens min søster og jeg delte en flaske vin og så himlen bag filmlærredet skifte fra blå til lyserød til nattesort.
Der er unægteligt noget særligt ved at se film udendørs. Omgivet af fremmede, som deler samme filmoplevelse og rum for en stund.

... Nico får sommetider nogle pudsige idéer og sætter gang i nogle lidt skøre og overentusiastiske projekter. Lige for tiden koncentrerer han sig bl.a. om at kreere "den perfekte bramble". Han har produceret flere portioner(!) af sin egen brombærlikør og har hele tiden små ting, han lige skal justere. Needless to say, er vores køkken sommetider en rodebutik af brombær og sukkervand, men resultaterne er altså gode.
Jeg elsker at skåle i en god drink efter en lang dag, og bramble er en af mine favoritter. Så egentligt er det ikke den værste idé, Nico nogensinde har fået.

... I starten af måneden var jeg med Mette til en virkelig givende paneldebat på biblioteket. Biblioteksfolk, forlagsfolk, undervisere og forfattere debatterede, hvad en god var – og hvordan biblioteket burde udvælge de bøger, de ønskede at formidle til det brede publikum. Det var enormt inspirerende, og jeg forlod arrangementet med et ønske om, at bruge biblioteket mere. Både til arrangementer og til at låne bøger.

En af aftenens debattører var i øvrigt en af mine gamle undervisere fra Litteraturvidenskab. Og som jeg sad der, og lyttede til hvad han havde at sige, kom jeg virkelig til at savne at studere. At lære noget bare for lærdommens skyld. At fordybe sig i snørklede tekster og lede efter fortolkningsmuligheder til bittesmå signaler og sætninger. Det var altså tider. Men måske mest, når man kigger tilbage.

... Min lillebror fyldte 25 i sidste måned, og derfor samledes hele familien for at fejre ham. Det var simpelthen så hyggeligt – og så dejligt at kramme ham farvel, inden han drager til Canada for at backpacke i et stykke tid. Jeg ved godt, det er en kliché, men jeg kan slet ikke komme mig over, hvor "voksen" han er blevet. Han vil altid være min lillebror, men han er vist ikke rigtigt min lille bror længere ... 

... For, hvad der efterhånden må være, 14 dage siden, tog jeg med min læseklub i biografen for at se Book Club. Det var et oplagt filmvalg for os, fordi filmen handler om fire kvinder, som (surprise!) har en læseklub. Filmen følger på klassisk Love Actually-manér de fire kvinder og deres respektive kærlighedsliv sideløbende med deres læsning af 50 Shades of Grey i læseklubben. En vaskeægte feel-good film tilsat en smule sødsuppe. 

Vi så filmen på en grå regnvejrsmandag, og det var altså en skøn måde at slutte dagen på. Man kunne nemlig ikke lade være med at grine af de fire midaldrende kvinder, deres sære fascination af Mr. Grey og af deres vidt forskellige kærlighedsliv. 

#Fredagsbog – uge 37

[ Reklame – tror jeg nok. Jeg har i hvert fald modtaget bogen gratis fra forlaget ] 

Weekenden er startet. Og jeg er netop kommet ind af døren efter at have været i biografen med min søster. Vi så (langt om længe) Mamma Mia 2, og det viste sig at være den perfekte feel-good film. Fyldt med alle de bedste sange og fineste skuespillere. En ægte humørbombe og sådan en god søsterfilm. For ja, det er en filmgenre i min verden. 

Nu er jeg atter hjemme, og den eneste lyd i lejligheden er lyden af den vask, jeg (endelig) har taget mig sammen til at sætte over. Nico er til en, meget forsinket, sommerfest med sit arbejde, og jeg har vilde planer om at læse aftenen væk. 

Jeg har faktisk slet ikke læst så meget på det seneste. Til gengæld har jeg lavet så meget andet; set gode mennesker, spist ude, arbejdet en hel masse, genopstartet løbetræningen og været et par gange i biografen. Hverdagen har alt for få timer, synes jeg.

Men i aften? I aften læser jeg altså. Jeg kan ikke andet. For i går modtog jeg den nyeste, og sidste, bog i Malene Sølvstens fantasytrilogi. En bog, jeg har ventet på, lige siden jeg læste den første bog i serien for 2 år siden. Det var – og er – en af de bedste danske fantasyromaner, jeg nogensinde har læst. Og nu kan jeg endelig få slutningen med. I den anledning har jeg besluttet mig for at læse serien igennem fra første til sidste bog; at få hele historien i ét stykke og nyde at spotte de mange forvarsler og sammenhænge, der sikkert er. Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ned i universet igen og læse og genlæse.

Jeg har i øvrigt fået bogen tilsendt fra forlaget med det fineste bogbloggerkit – komplet med te, bogmærker, badges og et smukt print. Det mindede mig lidt om min tid som bogblogger, hvor jeg til tider blev træt af at modtage bøger, fordi jeg ikke kunne følge med. Nu er det bare hyggeligt. Og især i dette tilfælde, hvor bogen virkelig står mit hjerte nær.

For jeg har faktisk arbejdet tæt med Malene Sølvsten. Af flere omgange. Da den første bog i serien udkom i 2016, arbejdede jeg på Lindhardt og Ringhof/Carlsen, hvor Malene blev udgivet. Jeg var med til at koordinere forlagets lanceringskampagne og havde i den forbindelse æren af at rejse land og rige rundt med Malene – til bloggerarrangementer, læseklubsarrangementer og alt muligt andet. Jeg husker stadig, hvordan jeg læste bogen, dagen før jeg skulle møde Malene, og pludselig mistede en hel søndag til den. Jeg blev grebet. Og jeg følte mig så beæret over at kunne arbejde med et så talentfuldt menneske. Jeg glædede mig sådan til at være med til at slippe bogen ud i verden og kunne ikke vente på læserreaktionerne. Som i øvrigt var så velfortjente og værd at vente på.

Og, åh. Jeg kunne blive ved. Malene og hendes bog fortjener al den succes, hun har fået. Og nu vil jeg atter forsvinde ind i hendes fantastiske, mytologiske univers ... 

Min første subscription-box: Magisk te!

Der findes efterhånden en subscription box for alting og alle. Man kan abonnere på månedlige overraskelseskasser med fantasybøger og boginspirerede duftlys, bogmærker og strømper; man kan abonnere på æsker med alt fra sminkeprøver og hårpleje til tandbørster, gin, chokolade, tøj og Star Trek-merchandise. 

Det er et kæmpe marked med uoverskueligt mange muligheder. Og det er på én gang den mest geniale og mest ligegyldige trend, jeg nogensinde har set. Genial, fordi trenden spiller på idéen om overraskelser og gaver; at man får folk til at betale for noget, som de senere føler er en nøje udvalgt gave. Ligegyldig, fordi tingene i de mange abonnementsbokse ofte er overflødigt merforbrug, som man slet ikke havde et behov for til at starte med.

Ikke desto mindre, er jeg også selv faldet i. For et par måneder siden udbød en af mine yndlingsbutikker på Etsy en lille subscription box med Harry Potter-inspireret te. Og af en eller anden grund, købte jeg den. Ikke på grund af et egentligt behov, men mest fordi det virkede hyggeligt. Og det var også. Hyggeligt, altså. Selvom jeg ikke kommer til at købe en ny boks, så nyder jeg alligevel de sammensatte overraskelser. Se selv her; 

Jeg er ellevild med Etsy-butikken Riddle's Tea Shoppe, som sælger Harry Potter-inspireret te i smukke, håndlavede poser, æsker og krukker. Ejeren af den lille butik er den talentfulde kunstner Aun-Juli, som også sælger fine prints, krus, badges og meget andet. Jeg har tidligere købt dette krus derfra.

Som en del af sin magiske online tebutik, sælger Aun-Juli også abonnementsbokse med te og andre små håndlavede godter. Man kan vælge mellem to abonnementsbokse: en for dødsgardister og en for aurorer. På den måde hra Aun-Juli virkelig skabt et helstøbt merchandise-univers, som på én gang er tro mod Harry Potter-universet og originalt på sin helt egen måde. Jeg har fulgt projektet længe, og da sommeræskerne var klar til forudbestilling, trykkede jeg altså 'køb'. Ikke fordi jeg mangler mere Harry Potter-merchandise eller te i mit liv, men fordi jeg gerne ville støtte projektet og kunstneren bag. Hendes ting er nemlig så fine.

Og i sidste måned kom den altså med posten. Abonnementsboksen, som jeg egentligt ikke havde rigtigt brug for. Men den var en fornøjelse at åbne, og den var fyldt med smukke og finurlige ting. 

Abonnementsboksen indeholdt:

• To metalæsker med velduftende te
• En metalæske med små skumfiduser
• En pose med koffeinfri bærte
• En mulepose med yndigt print
• Et postkort
• Et badge

Æsken havde et summer camp-tema, og alt var lidt rustikt og emmede af lejrtur, sommerbål og sene solnedgange. Virkelig fint og en af den slags skatte, som man nærmest kun finder på Etsy. Jeg kommer som sagt ikke til at købe en ny abonnementsboks, men jeg holder meget af konceptet.

Modtager du de såkaldte subscription boxes? I så fald, hvilken – og kan den anbefales?