(Tidlig) jul i læseklubben

I lørdags, præcis én måned før jul, mødtes læseklubben til julefrokost. At finde en dato var et værre puslespil, der krævede at vi måtte flytte det traditionelle decembermøde til november i stedet. Men det lykkedes, og vi mødte til fest, farver og god mad. En måned før jul.

I år orkede ingen af os at stå for maden, så i stedet bestilte vi tapas fra Mamas Specialiteter, som vi spiste langsomt; faktisk hang vi over maden i flere timer, snackede og snakkede til vi slet ikke kunne få en bid mere ned. Hvilket egentligt var heldigt, alt taget i betragtning, eftersom ingen af os var synderligt vilde med desserten. 

Og så sad vi ellers der, og lod aften blive til nat. Drak vin og spillede pakkespil. Snakkede om tunge og fjerlette emner. Tog fjollede billeder med polaroidkameraet og de tilhørende rekvisitter. Fik blandet gode Gin&Tonics af Nico. Og skålede. Skålede for aftenen, for den ventende juletid, for hinanden, for Anne som var savnet og for de tilfældige møder og flygtige bekendtskaber, som formåede at udvikle sig til stærke venskaber. Venskaber, jeg på ingen måde vil være foruden.

Det var en smuk aften, en fin lille forsmag på julens madgilder og kærlighedsfester med nogle af de piger, jeg holder allermest af. På fredag følger den næste julefrokost, på lørdag ankommer december, og jeg er nu i tilpas julestemning til at begynde på al juleriet ... 

What I've Been Watching Lately #3

Jeg er stadig træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg bearbejder stadig nye indtryk, og jeg forsøger stadig at finde min rytme i det hele. Måske er trætheden også hjulpet godt på vej af det tidlige mørke, de dalende grader og den generelle gråvejrsstemning, der hersker udenfor.
I hvert fald, er jeg træt og i humør til hjemlig hygge i hverdagen. Nico og jeg er blevet (for?!) gode til at afslutte hverdagene med små filmaftener, hvor vi kryber sammen i sofaen og konsumerer enten film eller serier. Her er et lille udvalg af, hvad vi har set på det seneste;

Fantastic Beasts 2: The Crimes of Grindelwald (2018) – Set i biografen

Jeg har et meget ambivalent forhold til den nyeste del af J. K. Rowlings franchise. Først nægtede jeg faktisk at se Fantastic Beasts and Where to Find Them, men endte alligevel med at overgive mig og blive lidt indtaget af Eddie Redmaynes Newt Scamander. Den første film var rigtig fin – men omvendt, synes jeg også, den førte historien til ende. En fortsættelse virkede så overflødig. Altså, lige indtil jeg så Hogwarts og Albus Dumbledore i traileren. Så var jeg hooked igen ... 

I går så jeg den – og jeg blev så irriteret. Den var netop unødvendig; med en historie der flagrer rundt uden formål eller nerve. Karaktererne bruger lang tid på at rejse, og scenen skifter konstant. Der er ikke tid til at skitsere relationer eller baggrundshistorier. Til at dvæle ved de smukke Hogwarts-scener, som så mange længes efter. I stedet bliver filmen reduceret til en kaotisk faren fra sted til sted, en masse ikke-imponerende kampscener, en niffler-scene eller to og en karakterdød, som man slet ikke kan forholde sig til, fordi man aldrig nåede at holde af karakteren. Jeg kan faktisk slet ikke holde ud, at der venter 3 yderligere film i serien, når nu denne er så intetsigende. 

A Discovery of Witches (2018) – Set på HBO Nordic

Jeg læste Deborah Harkness roman A Discovery of Witches tilbage i 2012, og jeg kan huske, at jeg var underholdt efter en lang periode med pensumlæsning og tunge romaner. A Discovery of Witches var først og fremmest en sjov bog fyldt med forbudt vampyrer, hekse og dæmoner, forbudt kærlighed og en episk mission. Jeg beskrev den ofte som "En slags Twilight, bare for voksne". Og det er egentligt også en meget passende beskrivelse af den nylige serie. Nico startede faktisk med at se den, før jeg selv gjorde, og han blev helt hooked. Så nu har vi set hele første sæson sammen, og jeg har været mindst lige så underholdt af serien, som jeg var af bogen. 

The Florida Project (2017) – Set på Filmstriben

The Florida Project handler om en gruppe socialt udsatte mennesker, som bor på et motorvejshotel i Orlando. Omkring dem blomstrer turistindustrien og få kilometer derfra ligger den lyserøde Disney World som en slående kontrast til livet på kanten af samfundet og i evigt pengemangel. Filmen følger hovedsageligt den 6-årige Monique, hendes jævnaldrende venner og hendes mor, som altid mangler penge og aldrig har et job.

Men det er ikke en elendighedshistorie. Ikke helt, i hvert fald. For filmen dokumenterer også det lille motelsamfundets glæder; de legende, fnisende børn, sammenholdet mellem en mor og hendes datter og turisterne som igen og igen lader sig narre af børnenes tricks. Det er et ret fint og skarpt portræt af en overset samfundsgruppe, som alle turister kører forbi, men ingen rigtigt ser. På ingen måde en dramatisk film, men oplysende, tankevækkende og rå i sit udtryk. Den kan anbefales.

A Simple Favor (2018) – Set i biografen
Da Rikke og jeg så A Simple Favor i biografen, måtte vi flere gange kigge over på hinanden med store tekoppe-øjne og løftede øjenbryn. "Hvad var dét?" spurgte vi hinanden, da filmen sluttede, og rulleteksterne tonede frem. "Hvad i alverden var dét?"
Jeg kan faktisk stadig ikke helt svare på, hvilken type film A Simple Favor er. Det er delvist en thriller; et ildevarslende mysterie om en kvinde, der forsvinder. Men samtidig er det også en parodi på en thriller med overdrevne (og ustyrligt morsomme) kliché-karakterer og et plot, der skifter retning hvert femte minut. Blake Lively spiller den smukke Emily, som forsvinder under mystiske omstændigheder, og Anna Kendrick spiller den vidunderligt naive Stephanie, som fører en mommyblog, iklæder sig kanin-mønstrede sokker og forsøger at opklare mysteriet om Emilys forsvinden.
Filmen er virkelig sjov, og både Blake Lively og Anna Kendrick spiller så godt. Thriller-aspektet ved jeg (stadig) ikke helt, hvad jeg synes om, men jeg var underholdt så længe, filmen varede.

Moonrise Kingdom (2012) – Set på Filmstriben

Jeg elsker Wes Andersons farvepalette og æstetiske univers. Hans sans for den hårfine grænse mellem skævt og skørt. Jeg elsker nostalgien og underfundigheden, som strømmer gennem hans film. Og Moonrise Kingdom er ingen undtagelse.

Filmen handler om to børn/præ-teenagere, som stikker af hjemmefra for at leve deres eget liv sammen, væk fra alle deres problemer. Han er på spejderlejr og er forældreløs; hun er vild med musik og bøger, og føler sig overset af sin familie. De drager på eventyr og påbegynder en håbløst uskyldig romance sammen, men deres lykke er kort, fordi både spejderlejren, hendes forældre og hele den by, de bor i, leder efter dem. 

Det er virkelig en sød, fin og stemningsfuld film. Og værd at se på grund af det visuelle udtryk alene! 

First Man (2018) – Set i biografen

I sidste uge havde Nico og jeg lyst til at tage i biografen. Ingen af os vidste dog helt, hvad vi havde lyst til at se. Derfor valgte Nico First Man, som jeg knap nok havde set traileren til. Det viste sig dog at være et godt valg – en smuk portrætfilm af Neil Armstrong og alt det arbejde, der førte til, at han blev den første mand til at betræde månen.

Filmen er instrueret af Damien Chazelle, som står bag Whiplash og La La Land, og jeg synes simpelthen, han er sådan en dygtig instruktør. One-to-watch. First Man har afgjort Oscar-potentiale, og jeg var meget fascineret af, hvor fint den skildrer alle de menneskeofre den første månelanding krævede. Og så spiller Ryan Gosling rollen som Neil Armstrong virkelig godt – og Claire Foy spiller rollen som hans kone endnu bedre.

Har du nogle gode film/serie-anbefalinger i ærmet? Del endelig! 

Verdens længste weekend

Det har været verdens længste weekend. Sådan føles det i hvert fald, nu når jeg ser tilbage. Jeg har knap nok forladt sofaen, men har hverken haft energi til at læse eller skrive. I stedet har jeg bare snøftet, produceret et utal af sammenkrøllede lommetørklæder, drukket absurde mængder granatæblete og haft enormt ondt af mig selv. Nico har nusset mig lidt i håret, set Game of Thrones med mig, hentet æbleskiver og varmet kakao. Og ellers? Ellers har jeg bare sovet. Eller forsøgt at sove.

Jeg har dog formået at færdiglæse min fredagsbog som lydbog i løbet af weekenden (den var ikke videre fantastisk), se Fantastic Beasts 2 i fredags (den var heller ikke fantastisk) og se årets første julefilm på Netflix. Jeg er virkelig i julehumør for tiden og glæder mig stjernemeget til årets første julefrokost i næste weekend. Det er sådan en hyggelig sæson, vi går i møde.

Og nu? Nu vil jeg forsøge at sove. Igen. Så, godnat og god søndag til jer – gid I har haft en lidt bedre weekend end jeg! 

#Fredagsbog – uge 46

Egentligt burde jeg slet ikke drikke te. Jeg burde drikke kaffe. For bogen jeg netop er startet på bærer titlen Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Og lykkelig er jeg bestemt. Selvom jeg er syg, og hverken har stemme eller energi. Jeg slæbte mig på arbejde i dag – af en eller anden grund er jeg altid afsindigt dårlig til at erkende, at jeg er syg. Men altså.
Senere i aften skal Nico og jeg i biografen for at se Fantastic Beasts 2, og jeg glæder mig sådan til et gensyn med Hogwarts. Og med Dumbledore, selvfølgelig.

Men først, lidt sofatid. Jeg læser Agnés Martin-Lugands debutroman, som jeg købte på bogmessen i oktober. Bogen handler om Diane, som har mistet sin mand og datter i en frygtelig bilulykke. Hendes liv mister dets sammenhæng, og hun lukker sin bogcafé og rejser fra Paris til Irland – bare for at bryde ud af de vante rammer og væk fra de minder, som omringer hende.

Jeg kun fyrre sider inde på nuværende tidspunkt, men bogen virker meget fin so far. Lidt mere letbenet end jeg havde forestillet mig – men jeg er omvendt også skyldig i ikke rigtigt at have nærlæst bagsideteksten, før jeg købte bogen. En helt klassisk fejl, ikke? 

Hvad med jer? Hvad læser I her til aften? Og hvad skal I bruge jeres fredag på?

Efterårslykkelig;

Efterårets farvepalette synger på sidste vers. Om lidt ankommer december med sine julelys og sin kulde, og træernes sidste blade vil give slip. Men indtil da nyder jeg at vandre gennem Odenses røde, gule og grønlige efterårslandskab. At kaste med visne blade, spotte små svampe i skovbunden, lytte til lyden af sprøde blade, der kvases under støvlerne; og, selvfølgelig, indånde den helt friske og kølige efterårsluft, imens jeg endnu ikke behøver hverken jakke eller halstørklæde.

Ah. Det er livet.

Lately ... #15

Hvad har du lavet på det seneste? Her er et lille udpluk af mine seneste novemberdage;

... En lang søndagsgåtur er blandt mine faste rutiner. Jeg går ofte bagom Odense Zoo – og her den anden dag blev jeg mødt af en tigers nysgerrige øjne. Det var vist en forbigående hund, der havde fanget dens opmærksomhed og lokket den helt op til hegnet, hvor flere forbipasserende standsede op og beundrede den. Man kan ikke lade være med at være fascineret af et så stort kattedyr, vel?

... Jeg hader vintertid. Jeg hadede det især, da jeg pendlede fra Odense til København og aldrig nåede at færdes i solen, men jeg hader det også nu, hvor minutterne æder mere og mere af min dag. Det føles som om, dagen er slut, før den overhovedet er begyndt, og jeg er simpelthen så solhungrende. Det er én af de ting, som gør november til sådan en hård måned, synes jeg. Ingen sol og endnu intet kalenderlys. 

... En af mine yndlingsbutikker i Odense er Akademisk Antikvariat i Klaregade. Det er sådan en fin labyrintlignende boghandel, hvor bøgerne ligger i stabler og stakke overalt. Når man åbner døren, bliver man mødt med en intens duft af gulnede sider og gammelt læder. Det er magisk.

For nylig forvildede jeg mig derind igen og fik to bøger med mig hjem; en A. S. Byatt-roman og en gammel udgave af Astrid Lindgrens Bulderbybogen – komplet med løse sider og farveblyantsstreger.

... Odense har to streetfood-steder; Storms Pakhus bag banegården og Arkaden Food Market lige midt i gågaden. Ofte ender jeg på Storms, men en aften for ikke så længe siden, tog jeg på Arkaden med en veninde og spiste et vidunderligt fedtet-snasket pitabrød i julepyntede omgivelser. Det var sådan en skøn aften uden nogen egentligt grund. Bare sådan en aften som forsvandt i grineflip, løs snak og godt selskab.

... Jeg har endelig taget mig sammen til at bytte rundt på bogstaverne på det letterboard, som hænger i Nicos og mit køkken. Nu fremviser tavlen et citat fra et af mine yndlingsdigte af Robert Frost. Hans digte er noget af det fineste, mest simple i verden. Og jeg bliver så glad af at se på det hver dag.

Nico har dog i mellemtiden byttet rundt på bogstaverne; han synes, de sad for skævt og ujævnt. Oh well. Den slags bemærker jeg aldrig selv.

... For nylig besøgte jeg Kulturbotanisk Have i Odense. Og, åh, det var så smukt. Sådan en fin, og lidt overset, byperle, der får en til at glemme, at man overhovedet er i byen. Det er lidt som en hemmelig have med tætte træer i efterårsfarver og skotsk højlandskvæg, som går og græsser på de nærliggende marker. Jeg kom forbi tidligt om morgenen og havde det hele for mig selv i en time. Det var helt perfekt.

... Noget af det bedste ved vinteren er, at det bliver tid til clementiner igen. Jeg elsker clementiner og kunne nærmest leve af dem; bare duften alene er nok til at gøre mig lykkelig. Det er verdens bedste vinterspise og måske smager de på en måde endnu bedre af, at man kun spiser dem om vinteren.

... Jeg har holdt tidlig weekend i denne uge. Efter arbejde i onsdags tog jeg til Vestjylland, hvor jeg besøgte min mor og verdens sødeste, og halvgamle, spindende familiekat. Jeg elsker virkelig at trække stikket og tage til Vestjylland et par dage. Der er så roligt ude på min mors gamle gård, og det er som om, tiden står stille. Bare for en stund, i hvert fald. 

... Koncerten med 5SOS i torsdag var faktisk rigtig fin. Min søster og jeg hyggede os helt enormt – selvom vi muligvis var de ældste til stede i salen – og de fire charmerende drenge var faktisk rigtig dygtige live. Jeg mistede næsten min stemme af at skråle med på Youngblood, She Looks So Perfect og She's Kinda Hot, og siden har jeg næsten lyttet nonstop til Ghost of You, som var vildt fin live. 

Generelt elsker jeg altså at tage til koncert. Næsten uanset band eller genre. Som jeg også talte med min søster om i torsdags, så er det et af de få øjeblikke, hvor man er helt til stede; danser, lytter og synger med på musikken og ikke forsøger at multitaske. Det er desværre blevet sjældent at være så nærværende – og der er da også dem, som ser koncerter gennem deres telefoner. Det er lidt synd, synes jeg. Eller også er det bare en anden måde at være til stede på. Jeg ved det ikke helt. 

... Jeg har fået ny telefon. Og – endnu væsentligere – et nyt headset. Jeg har nemlig levet uden headset til min telefon siden september, og det har været ... overraskende irriterende ikke at kunne lytte til mit yndlingsmusik under lange gåture og løbeture. Jeg ved ikke hvorfor, men verden bliver altid bare lidt smukkere, når den får tilsat et soundtrack. 

En forlænget weekend;

Nico har ferie, og jeg har fri. Han holder tre ugers forsinket sommerferie, jeg holder to dages forlænget weekend. I går var jeg i Vestjylland, og i aften skal jeg til København. Men lige nu, er jeg bare hjemme. Hos ham.

Vi tændte for radiatorerne her til formiddag. De sidste par nætter har jeg stædigt sovet med to dyner og vinduet åbent, og ladet som om det stadig var sommer. Som om vi ikke behøvede anden varme end hinandens. Som om stormen ikke hylede og graderne ikke dalede udenfor. I min verden er det som om, man først siger endegyldigt farvel til sommeren, når man tænder for varmen og inddirekte signalerer, at solen er utilstrækkelig. Og det gjorde vi så i dag.

I aften skal jeg med min søster til København for at danse og synge uhæmmet med på fjollede ungdomssange. Sammen med en hel flok teenagere, forestiller jeg mig. Vi skal nemlig høre 5SOS i Forum – en skør og meget impulsiv beslutning, uden tvivl præget af minderne fra den sommer i 2015, hvor vi konstant skrålede: "She looks so perfect standing there/In my American Apparalel underwear" ... Jeg har ikke hørt deres musik længe, men jeg glæder mig til at genhøre det i aften. Og skråle sammen med min søster. Igen.

I morgen skal jeg ... Ja, hvad skal jeg egentligt? Ingenting. Sove længe. Gemme mig under den varme dyne, helt flettet ind i en tungt sovende Nico. Holde tidlig og forlænget weekend med uglet hår, bare ben, varme drikke og, måske, gamle afsnit Game of Thrones.

Jeg kan ikke forestille mig noget bedre.

12 (helt tilfældige og ligegyldige) facts

#1: Sommetider leger jeg med tanken om at farve mit hår sort. Eller bare brunt. Jeg har aldrig nogensinde haft helt mørkt hår, og jeg tror, det kunne være sjovt. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg er alt for bleg og alt for meget vanemenneske til den slags udskejelser ... 
#2: For første gang nogensinde arbejder jeg nu et sted uden kantine. Og det betyder, at jeg skal smøre madpakker, hvilket jeg er usandsynligt dårlig til at huske. Så nu har Nico overtaget tjansen og bager pizzasnegle, laver pastasalat og skræller gulerødder til mig. Af en eller anden grund hygger han sig med det – og samtidig synes jeg, det er hyggeligt at åbne min madpakke og se, at han har pakket en Knoppers eller noget andet skørt til mig. 
#3: Jeg bruger alt for meget tid på Instagram. Og selvom jeg på en eller anden måde, synes det er dumt at bruge flere timer ugentligt på at kigge på kaffekopper og opstillede stemningsbilleder, så har jeg efterhånden sluttet fred med det. For mediet er også en lille glædesbank med mange fine øjeblikke, der inspirerer mig på den ene eller den anden måde. Tidsspilde inklusiv. 
#4: Nico og jeg har været sammen i 12 år nu. Og det hele startede, fordi vi skrev sammen på Arto, da vi var 15 og førte mange sene midnatssamtaler om musik, fester og tilhørende teenagesnak.  En dag skrev jeg for sjov til Nico: "Du burde komme med mig på efterskole", og han tog det  åbenbart alvorligt. Få dage senere var han meldt ind på den efterskole, jeg skulle starte på, og vores fælles historie begyndte. Tænk, at noget så henkastet og tilfældigt førte mig til der, hvor jeg er i dag. Er det ikke skørt? 
#5: Et år efter Nico og jeg flyttede ind i vores nuværende lejlighed, opdagede vi, at der var gulvvarme på badeværelset. Og sikke en opdagelse! Med ét blev vi hundrede gange så glade for vores lille hjem, og det bedste jeg ved er simpelthen at stå op om morgenen og tøffe henover det vinterkolde gulv for så at føle varmen og velbehaget under fødderne, når man når badeværelset. Ah. 
#6: Jeg er et gennemført A-menneske. I en sådan grad, at jeg aldrig kan sove længere end til klokken 7 – heller ikke, hvis jeg har været i byen til klokken 5. Det er helt absurd, men jeg har vænnet mig til det og nyder faktisk mine lange, stille weekendmorgener, hvor jeg kan læse bøger, drikke te og stirre lidt ud i luften, før verden omkring mig vågner, og dagen begynder. 
#7: Risengrød er noget nær det bedste, jeg ved. Med masser af kanel og uden smørklat, tak! 
#8: Jeg er enormt katteskruk. Faktisk græd jeg for nylig, fordi jeg så en kattevideo på Instagram, og katten i den bare var så sød og slet ikke til at stå for. Jeg savner virkelig at bo i et hjem med kat, for de er det bedste og mest kærlige selskab i verden. I vores næste lejlighed skal man altså måtte have kat.
#9: Jeg boede i en lille by tæt på Blåvand hele mit teenageliv. Og jeg faldt aldrig helt til efter at have tilbragt min barndom i Kolding. Derfor var det ikke en stor eller svær beslutning for mig at flytte til Odense for at studere. Jeg ville gerne væk. I dag er det, jeg savner mest ved Vestjylland faktisk havet. Lyden af bølgerne, vinden og de sene aftener tilbragt i Blåvands klitter med udsigt til solnedgang over havet. Det er noget særligt, som kun Vestjylland har. Og dét ville jeg ønske, jeg kunne have taget med mig, da jeg flyttede.
#10: Min søster og jeg er pseudotvillinger. Det er et lidt skørt udtryk, som dækker over, at der er under 18 måneder imellem os. Faktisk er der kun 17 måneder imellem os, og det betyder, vi altid har været virkelig tætte. I flere år gik vi faktisk i samme klasse, og jeg elskede altid at have min søster hos mig.  Den dag i dag er min søster stadig min bedste veninde, og jeg har virkelig svært ved at formidle til andre, hvor meget det betyder, at vi altid har kunne følges ad i oplevelser og udvikling. Vi er endda også endt med kærester, der var gymnasiekammerater, og vi har de sjoveste aftener sammen alle fire. Altid og stadigvæk. 
#11: Sommetider savner jeg at studere. Men jeg ved også, at jeg romantiserer det for meget. At jeg hadede det sidste halve år med mit speciale. At jeg følte mig fanget, stresset og evigt bagefter. Og at jeg blev en helt anden og bedre person, da jeg uploadede mit 60-siders lange dokument og trykkede 'aflever'. 
#12: Mit lykketal er tolv. I en sådan grad, at jeg altid sætter mit vækkeur til klokken 12 over et-eller-andet. Ligesom jeg altid laver lister med tolv punkter. Jeg er i øvrigt også født den 12. – gad vide, om det var sådan, det startede?