I hvert fald, er jeg træt og i humør til hjemlig hygge i hverdagen. Nico og jeg er blevet (for?!) gode til at afslutte hverdagene med små filmaftener, hvor vi kryber sammen i sofaen og konsumerer enten film eller serier. Her er et lille udvalg af, hvad vi har set på det seneste;
Jeg har et meget ambivalent forhold til den nyeste del af J. K. Rowlings franchise. Først nægtede jeg faktisk at se Fantastic Beasts and Where to Find Them, men endte alligevel med at overgive mig og blive lidt indtaget af Eddie Redmaynes Newt Scamander. Den første film var rigtig fin – men omvendt, synes jeg også, den førte historien til ende. En fortsættelse virkede så overflødig. Altså, lige indtil jeg så Hogwarts og Albus Dumbledore i traileren. Så var jeg hooked igen ...
I går så jeg den – og jeg blev så irriteret. Den var netop unødvendig; med en historie der flagrer rundt uden formål eller nerve. Karaktererne bruger lang tid på at rejse, og scenen skifter konstant. Der er ikke tid til at skitsere relationer eller baggrundshistorier. Til at dvæle ved de smukke Hogwarts-scener, som så mange længes efter. I stedet bliver filmen reduceret til en kaotisk faren fra sted til sted, en masse ikke-imponerende kampscener, en niffler-scene eller to og en karakterdød, som man slet ikke kan forholde sig til, fordi man aldrig nåede at holde af karakteren. Jeg kan faktisk slet ikke holde ud, at der venter 3 yderligere film i serien, når nu denne er så intetsigende.
Jeg læste Deborah Harkness roman A Discovery of Witches tilbage i 2012, og jeg kan huske, at jeg var underholdt efter en lang periode med pensumlæsning og tunge romaner. A Discovery of Witches var først og fremmest en sjov bog fyldt med forbudt vampyrer, hekse og dæmoner, forbudt kærlighed og en episk mission. Jeg beskrev den ofte som "En slags Twilight, bare for voksne". Og det er egentligt også en meget passende beskrivelse af den nylige serie. Nico startede faktisk med at se den, før jeg selv gjorde, og han blev helt hooked. Så nu har vi set hele første sæson sammen, og jeg har været mindst lige så underholdt af serien, som jeg var af bogen.
The Florida Project (2017) – Set på Filmstriben
The Florida Project handler om en gruppe socialt udsatte mennesker, som bor på et motorvejshotel i Orlando. Omkring dem blomstrer turistindustrien og få kilometer derfra ligger den lyserøde Disney World som en slående kontrast til livet på kanten af samfundet og i evigt pengemangel. Filmen følger hovedsageligt den 6-årige Monique, hendes jævnaldrende venner og hendes mor, som altid mangler penge og aldrig har et job.
Men det er ikke en elendighedshistorie. Ikke helt, i hvert fald. For filmen dokumenterer også det lille motelsamfundets glæder; de legende, fnisende børn, sammenholdet mellem en mor og hendes datter og turisterne som igen og igen lader sig narre af børnenes tricks. Det er et ret fint og skarpt portræt af en overset samfundsgruppe, som alle turister kører forbi, men ingen rigtigt ser. På ingen måde en dramatisk film, men oplysende, tankevækkende og rå i sit udtryk. Den kan anbefales.
Da Rikke og jeg så A Simple Favor i biografen, måtte vi flere gange kigge over på hinanden med store tekoppe-øjne og løftede øjenbryn. "Hvad var dét?" spurgte vi hinanden, da filmen sluttede, og rulleteksterne tonede frem. "Hvad i alverden var dét?"
Jeg kan faktisk stadig ikke helt svare på, hvilken type film A Simple Favor er. Det er delvist en thriller; et ildevarslende mysterie om en kvinde, der forsvinder. Men samtidig er det også en parodi på en thriller med overdrevne (og ustyrligt morsomme) kliché-karakterer og et plot, der skifter retning hvert femte minut. Blake Lively spiller den smukke Emily, som forsvinder under mystiske omstændigheder, og Anna Kendrick spiller den vidunderligt naive Stephanie, som fører en mommyblog, iklæder sig kanin-mønstrede sokker og forsøger at opklare mysteriet om Emilys forsvinden.
Filmen er virkelig sjov, og både Blake Lively og Anna Kendrick spiller så godt. Thriller-aspektet ved jeg (stadig) ikke helt, hvad jeg synes om, men jeg var underholdt så længe, filmen varede.
Moonrise Kingdom (2012) – Set på Filmstriben
Jeg elsker Wes Andersons farvepalette og æstetiske univers. Hans sans for den hårfine grænse mellem skævt og skørt. Jeg elsker nostalgien og underfundigheden, som strømmer gennem hans film. Og Moonrise Kingdom er ingen undtagelse.
Filmen handler om to børn/præ-teenagere, som stikker af hjemmefra for at leve deres eget liv sammen, væk fra alle deres problemer. Han er på spejderlejr og er forældreløs; hun er vild med musik og bøger, og føler sig overset af sin familie. De drager på eventyr og påbegynder en håbløst uskyldig romance sammen, men deres lykke er kort, fordi både spejderlejren, hendes forældre og hele den by, de bor i, leder efter dem.
Det er virkelig en sød, fin og stemningsfuld film. Og værd at se på grund af det visuelle udtryk alene!
First Man (2018) – Set i biografen
I sidste uge havde Nico og jeg lyst til at tage i biografen. Ingen af os vidste dog helt, hvad vi havde lyst til at se. Derfor valgte Nico First Man, som jeg knap nok havde set traileren til. Det viste sig dog at være et godt valg – en smuk portrætfilm af Neil Armstrong og alt det arbejde, der førte til, at han blev den første mand til at betræde månen.
Filmen er instrueret af Damien Chazelle, som står bag Whiplash og La La Land, og jeg synes simpelthen, han er sådan en dygtig instruktør. One-to-watch. First Man har afgjort Oscar-potentiale, og jeg var meget fascineret af, hvor fint den skildrer alle de menneskeofre den første månelanding krævede. Og så spiller Ryan Gosling rollen som Neil Armstrong virkelig godt – og Claire Foy spiller rollen som hans kone endnu bedre.
Har du nogle gode film/serie-anbefalinger i ærmet? Del endelig!
Jeg har det meget på samme måde med Fantastic Beasts. I det store hele er jeg ligeglad hvem der lever og dør ... Og det tænker jeg ikke er et godt tegn! Jeg kan heller ikke helt se hvordan de kan klemme tre film mere ud af historien, men jeg kan til gengæld godt klare lidt mere ung Dumbledore, så mon ikke jeg ender med at se dem allesammen ;-)
SvarSletPræcis! Da Ledas skæbne udspillede sig, trak jeg egentligt bare på skulderne. Det var så intetsigende, jeg havde ingen følelser investeret.
SletOg jeg har det på samme måde. Orker ikke de resterende film, men håberhåberhåber alligevel, de kan formå at fortælle Dumbledores historie, som blev så tragisk udeladt over i den originale filmserie.