Odense og de endeløse sommerfestivaler

Har du nogensinde set TV-serien Gilmore Girls? Den der skøre og bemærkelsesværdigt udramatiske serie om en mor og hendes datter, som bor i en lille by ved navn Stars Hollow, hvor en excentrisk borgmester begejstret bruger alle byens penge på mini-festivaler med absurde temaer? Næsten hvert afsnit af TV-serien byder på en ny byfestival, som har til formål at fejre alt fra forårets kommen og sommerens slutning til at indsamle penge til krigsveteraner gennem strik, 24-timers dansemarathoner og  mærkværdige auktioner, hvor der sælges frokostkurve. 

Jeg tror, det var Kristine, som engang skrev, at Odense var Danmarks svar på Stars Hollow. Og mere præcist tror jeg ikke, det kan siges. En hurtig googling viser, at Odense har intet mindre end 50 årlige festivaler – næsten en til hver af årets uger. Byens årskalender byder bl.a. på jordbærfestival, kagefestival, roséfestival, tarteletfestival, jazzfestival, filmfestival, Harry Potter festival, blomsterfestival – og, selvfølgelig, H. C. Andersen festivals. Det er helt skørt, men også meget charmerende og gennemført odenseansk. Tilsyneladende er der altid et-eller-andet at fejre i Odense. Uanset om det så er jordbær, middelalderen eller den elskede H. C., der er udgangspunktet. 

Lige nu befinder vi os i højsæsonen for de odenseanske festivaler, og jeg forsøger at få små bidder med af det hele. Således har jeg (sammen med hundredevis af turister), kigget på farverige blomsteropstillinger til Blomsterfestivalen, set lys- og danseshow til H. C. Andersen-festivalen, overværet Story Slam i forbindelse med Spoken Word-festivalen, og i aften skal jeg se Pulp Fiction under åben himmel til Odense Film Festival. Måske snupper jeg endda også en festdag med, når det bliver tid til technofest og Generator-festivalen – eller også bestiller jeg en middag til SPIS!-festivalen. Det må tiden vise. Indtil videre nyder jeg bare festivaldagene i Danmarks bud på Stars Hollow. 

#Fredagsbog – uge 34

Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem fra arbejde i dag var at vride mig ud af tætsiddende bukser og pæn skjorte og hoppe i hyggetøjet i stedet. Og er det ikke bare den bedste start på weekenden, når det kommer til stykket? At, bogstaveligt talt, kunne klæde sig ud af hverdagen? Det tror jeg.

De seneste par ugers jobopstart har været helt fantastiske, men også hektiske og fyldt med nye mennesker og nye indtryk, nye passwords jeg skal huske, nye programmer jeg skal lære og endda også gamle vaner, jeg skal have genopfrisket. Det har været en omstilling – men heldigvis en god en af slagsen. Ikke desto mindre er mine fredage nu mere tiltrængte end før, og jeg har prioriteret at fylde dem med afslapning. 

Og således starter min fredag altså her. I sofaen. Iført blødt Primark-nattøj med Harry Potter-tryk på. Jeg har allieret mig med en god bog og en kop te, og når Nico kommer hjem senere, skal vi lave pizza. Ah. I morgen skal vi ned at kigge på H. C. Andersen-festivalen i Odense, inden vi drager til Vestjylland, hvor vi på søndag skal fejre min lillebrors 25-års fødselsdag. Og så gik den weekend vist også. Som de altid gør.

Bogen jeg har allieret mig med denne fredag eftermiddag er Pachinko af Min-Jin Lee. Det er en stor roman om en koreansk familie, der på grund af æresårsager bliver nødt til at flytte fra Korea til Japan i begyndelsen af 1900-tallet. Man følger familien i flere generationer og ser deres problemer i Japan og deres længsel efter deres hjemland. 

Jeg har læst bogen i flere uger nu, sideløbende med alt muligt andet. Det skyldes ikke manglende interesse, snarere tværtimod: jeg har følt, bogen fortjente bedre end at blive læst i små 5-minutters intervaller med et underskud af koncentration. Nogle bøger kræver bare fordybelse. Det her er en af dem.

Så fordybe mig, gør jeg. Pachinko er en historisk roman – og en ambitiøs en af slagsen. Den skildrer i lige så høj grad livet i Japan og Korea som karakterernes individuelle liv, og jeg føler, den gør mig klogere på en kultur, jeg ikke før har læst så meget om. Jeg anede f.eks. ikke, at så mange koreanere så sig nødsaget til at immigrere til Japan, og at de som følge heraf blev behandlet systematisk dårligt og til tider voldeligt og fjendtligt. At de blev set ned på, men ikke havde nogen steder at flygte hen og samtidig kunne kigge tilbage på et Korea, der blev splittet i to, et hjemland de slet ikke kunne genkende.

Det er heftig læsning. Men også virkelig interessant og så fint og velskrevet. Jeg er nu cirka halvvejs i romanen og glæder mig kun til at forsvinde endnu længere ind i den og give bogen den tid, den fortjener.

Har du nogle gode weekendplaner forude? Og hvad er din fredagsbog?

Lately ... #12

Hvad har du lavet på det seneste? Her er en lille samling hverdagsglimt fra de sidste sensommerdage.

... En aften for et par uger siden, kom min søster på besøg. Helt spontant. Og vi havde den bedste sommeraften. Begge vores sommerferier lakkede mod enden, så vi besluttede at gå en lang aftentur og se solen gå ned over Odense Havn. Der sad vi og snakkede, indtil lygtepælene tændtes, og vi begge frøs i vores lette sommerbluser. Det føltes på en eller anden måde så endegyldigt og næsten rituelt. "Nu er sommeren forbi," sagde vi til hinanden, da vi skiltes. Og med ét, var den. 

... Nico har fået en lille grøn velourbænk, som nu står på hans kontor. Den er virkelig ikke specielt køn eller behagelig at sidde på, men jeg sidder der ofte alligevel for at kigge på regnen eller på menneskerne udenfor. 

Det har jeg faktisk altid gjort meget. Siddet i vindueskarme, altså. Og det er noget af det, jeg savner allermest ved vores gamle lejlighed: de store vindueskarme, der var brede nok til, at jeg kunne sidde i dem og læse, imens regnen ramte ruden. Det kan jeg ikke her, i vores nye lejlighed. Alle vores vinduer er gulvvinduer, og selvom det er smukt og lukker så dejligt meget lys ind, kan jeg godt savne de gamle vinduer. Lidt skørt, altså. I mellemtiden nyder jeg bare at have fået en ny siddeplads til de kommende efterårsdages stille stunder.

... For et par uger siden ringede min søster til mig for at spørge, om vi ikke skulle køre til Vestjylland for at besøge min lillebror. Og dét skulle vi da! Vi havde en skøn køretur og hørte 90'er musik hele vejen, og da vi nåede frem, ventede min lillebror med rundstykker og jordbærtærte. Det var sådan en hyggelig dag, og jeg følte mig så taknemmelig over, at mine to søskende er så tæt på mig aldersmæssigt, og vi (stadig) får så meget glæde ud af hinanden. Selvom det er selvfølgeligt for mig, er det jo bestemt ikke en selvfølge. I stedet er det en uvurderlig gave.

Hjemme hos min lillebror fik jeg også varmet mit katteelskende hjerte af hele to smukke kattevæsener. Min lillebrors kat, Dinah, bliver ved med at vokse og er nu en kæmpekat med den smukkeste pels. Hun er kun et år, så hun opfører sig stadig som en forvirret kattekilling, selvom hun ligner en løve. Min lillebror passer lige nu også mine forældres kat, Rasmus, som efterhånden runder de 14 år. Hun er gammel og træt, men ejer mit hjerte for evigt. Hende har jeg et helt specielt bånd til og er altid glad for at se.

... Sidste fredag, efter min første uge på arbejde, havde jeg brug for at mure mig inde med en god film og fordøje alle de nye (og gode!) indtryk fra ugen. Bare lade op. Og ved et lykketræf havde Netflix premiere på filmen To All the Boys I've Loved Before, som er baseret på en bog af Jenny Han, som jeg har læst og brugt i forbindelse med mit tidligere arbejde. Og, åh. Både film og bog er så sød. Så sukkersød, at det næsten hviner i tænderne. På alle måder den perfekte film til en stille fredag under dynen. Fyldt med teenagefølelser og elsker-elsker-ikke dilemmaer. Jeg kan varmt anbefale at skrive den på listen over gode gråvejrsfilm.

... Festivalsæsonen er begyndt her i Odense. Eller, faktisk er det en lidt forkert formulering. Odense har så mange festivaler, at det nærmest altid er festivalsæson. Om ikke andet, er august måneden for de store festivaler: det starter med blomsterfestivalen, som overlapper med Spoken Word-festivalen, som derefter kører over i H. C. Andersen-festivalen, for så at smelte sammen med Odense Film Festival og slutteligt kulminerer i Generator-festivalen. Bare for at nævne de største.
I sidste weekenden forvildede jeg mig ned i byen for at kigge lidt på Odense Blomsterfestivalen. Den er så køn og fylder gaderne med fotoglade mennesker, som alle vil have et billede af regnbuefarverne.  Temaet i år var cycling-recycling, og det kom meget fint til udtryk, synes jeg.

... Jeg bruger biblioteket alt for sjældent. Og det er altså noget værre pjat, for der er absolut ingen grund til, jeg skal købe bøger, jeg kun læser én gang. Desuden er Odense Hovedbibliotek altså en virkelig smuk bygning, som jeg nyder at færdes i. Så hvorfor ikke besøge den oftere – og spare mig selv for at købe bøger, jeg alligevel ikke har plads til?
Nå. Men bøgerne jeg har lånt i denne omgang er begge fagbøger. Blandt andet Susanne Stauns humoristiske sprogguide, som jeg læser on/off for at blive inspireret til at stramme op i mit tekstarbejde. Desuden lånte jeg også Lau Aaens berømte Dagpengeland med hjem, som er en sand skildring af det absurde (og fantastiske) dagpengesystem med alle dets mærkværdige mennesker, skøre jobcenterøvelser og modstridende regler. Jeg burde faktisk have læst den for længe siden.

... I søndags var det Den store biografdag landet over, og eftersom biografbilletter blot kostede 50 kroner (som dengang man var barn), tog Nico og jeg selvfølgelig i biografen. Selvom der egentligt ikke gik noget i biografen, vi decideret brændte for at se. Nico endte med at vælge en science-fiction film, og jeg greb bare muligheden for at forsvinde ind i biografmørket.
The Darkest Minds var en god ungdomsfilm om en verden, hvor alle børn bliver jagtet af myndighederne på grund af deres overnaturlige, og til tider farlige, evner. Dystopisk og forudsigelig, men ganske underholdende. Nico var ret begejstret.

En ode til løb

Jeg havde aldrig set det komme, og det havde mine omgivelser heller ikke. Ikke blot fordi jeg i mange år hadede at løbe, men fordi jeg hadede al sport. Idrætstimerne i min folkeskole var et mareridt. Hvis jeg kunne finde en undskyldning for ikke at lave sport, gjorde jeg det. Mine idrætslærere stod på hovedet for at engagere mig i atletik, badminton, fodbold, håndbold, rundbold, volleyball. Men intet sagde mig noget, intet forekom mig som andet end en straf. Jeg identificerede mig som en, der bare "ikke var en sportspige" og satte en ære i at blive væk fra alt, der mindede om sport. Da jeg skulle vælge efterskole, gik jeg specifikt efter en efterskole uden sport som linjefag. Jeg ville ikke. Jeg gad ikke.

Men det viste sig at være en fejl. Det, jeg ikke gad var holdsporten. Konkurrencesporten. Jeg blev ikke motiveret til at løbe hurtigere, fordi en eller anden råbte af mig på et stafethold. Min motivation fandt jeg først langt senere, da jeg begyndte at løbe for at klare tankerne. For at finde ro. For at være til stede i min krop og nyde, hvad den kunne præstere. Og nu er jeg pludselig sådan en, der løber 3-4 gange om ugen. 5, 7, 10 eller 15 kilometer, alt efter humør. Jeg drømmer om at løbe et marathon næste år uden helt at vide hvorfor. Nok mest for at nyde at jeg overhovedet kan.

Måske vil jeg endda gå så vidt som at sige, at mit løberi har reddet det her år for mig. For da jeg var arbejdsløs, hverdagsløs og rutineløs, brugte jeg løbeturene til at strukturere mine dage. Jeg stod op, tog løbetøjet på, kom hjem, gik i bad, spiste morgenmad, og lod dagen gå i gang. Og uanset hvordan dagen forsvandt, kunne jeg holde fast i, at jeg da i det mindste havde fået løbet en tur. At jeg i det mindste var i gang, på en eller anden måde.

Jeg bliver aldrig en konkurrenceløber. Jeg løber for min egen skyld; for min krop og for mit sind. Min morgenløbetur er det tidspunkt på dagen, hvor jeg er allermest til stede. Hvor jeg hverken lytter til musik eller kigger på min telefon, men derimod bare kigger og lytter til verden omkring mig. Og flytter den ene fod foran den anden.

Jeg elsker at løbe. Og lige nu savner jeg det. Jeg har nemlig erhvervet mig en stædig fibersprængning, der fik min læge til at formane mig om at holde mig i ro og give mig en henvisning til en fysioterapeut. Æv og av. Jeg glæder mig til, jeg kan starte op igen. Omend tempoet nok skal lidt ned.

Har du fundet din lykkesport? 

Beauty buys

Det er ligeså sikkert som den ene sok, der altid mangler, hårnålene der på magisk vis forsvinder, og nøglerne der aldrig er på sin plads; man løber altid tør for alle sine beauty-produkter på samme tid og er derfor tvangsindlagt til at bruge en mindre formue i Matas hvert kvartal. Det er en ubrydelig regel, og således har jeg fået tanket overordneligt op i mit beauty-lager. Lige i tide til en ny sæson.

Mine helt uundværlige (og nykøbte) beauty-produkter er: 

• Tromborg // Eye Gel. Den bedste og kølende gelé til den sarte hud rundt om øjnene. Den har gjort underværker for mine mørker rander under øjnene. 
• Pudderdåserne // Niacinamid 10 %.  Jeg har som sådan ikke problemhud, jeg har faktisk ganske normal hud, som sjældent brokker sig eller slår ud. Men jeg kæmper, desværre, med et par begyndende pigmentpletter som en regning fra et usundt solforhold i mine teenageår. Og så er denne creme altså helt genial! Jeg bruger den under min natcreme, og forskellen er både til at se og mærke.
• MAC // Pro Longwear Foundation. En foundation jeg oftest bruger, når jeg skal til fest eller orker at arbejde lidt mere med min hud. Virkelig dækkende, matterende og skøn.
• MAC // Prep + Prime Transparent Finishing Powder. Denne transparante pudder har, helt ærligt, været uundværlig her til sommer. Når den fedtede solcreme har fået min næse til at skinne som en discokugle, har denne pudder været en livredder med dens matterende effekt.
• Anastasia Beverly Hills // Brow Definer. Når man, som jeg, valgte at barbere sine øjenbryn af, da man var 16 og stadig lider under konsekvenserne, er denne øjenbrynsblyant uundværlig. Den gør det let at tegne med små naturlige strøg og give illusionen af øjenbrynshår for en, der nærmest ingen øjenbryn har.
• Lancôme // Hypnôse Drama Mascara. Verdens bedste mascara. Jeg har altid sværget til Lancôme, når det kommer til mascara. Det er helt sikkert en vanesag, men jeg elsker deres børste, og synes mascaraen er så let at arbejde med. 

Første arbejdsdag ...

Det er mandag, og min ferie er forbi. 

Ja, ferie. 

For den sidste måned har jeg holdt reelt ferie. Lige siden min telefon ringede en onsdag formiddag  i juli med et jobtilbud. Lige siden jeg på min fødseldag skrev under på en jobkontrakt og dermed satte en stopper for uvisheden, der har præget min tilværelse siden marts.

Selvom jeg har haft meget tid som arbejdsløs, så har jeg ikke haft tid til at nyde dagene. For det har vist sig, at fritid slet ikke føles frit, når det strækker sig i det uendelige foran en. I stedet føles det klaustrofobisk. Stressende. Og helt forkert.

Men det er der rettet op på nu. Jeg har fået et arbejde og dermed fået min fritid tilbage. Skørt, hvordan dét hænger sammen.

Og arbejdet? Arbejdet glæder jeg mig til. Jeg er nemlig startet som kommunikationsmedarbejder hos et odenseansk webbureau. Jeg skal arbejde med ord; skrive tekster og flytte kommaer og – selvfølgelig – også lege med sociale medier, kampagner, analyser og regneark. De to arbejdsområder jeg elsker allerhøjest her i verden. Det bliver så godt. Det er det allerede.

Og således kan jeg nu sende et farvelkys afsted til sommeren og gå en ny hverdag i møde. De endeløse ledighedsdage ligger bag mig, omend de har lært mig utrolig meget om mig selv og om det arbejdsmiljø, jeg befinder mig bedst i. På mange måder var det en god ting for mig at få foræret en pauseknap og en mulighed for at kigge indad. Måske trængte jeg endda til det. Men nu trænger jeg til at komme i gang igen. Og jeg glæder mig.

#Fredagsbog – uge 32

Åh, fredag. Det er altid en fornøjelse, er det ikke? For mit vedkommende er det den første rigtige fredag i år. Fordi, for første gang i år, skal jeg på arbejde på mandag. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig så, så, så meget.

Af den grund, og mange andre grunde, har det været en skøn fredag. Jeg har været ved frisøren og fået tryllet mine lokker sølvgrå igen. Jeg har spist morgenmad til frokost, og om lidt smutter jeg ned i byen for at impulskøbe et-eller-andet lækkert til aftensmaden. Jeg er nemlig alene hjemme, og vejret er gråligt. Måske betyder det, det endelig er tid til suppe igen. I hvert fald har jeg lige drukket den første kop varm te i, hvad der føles som, en evighed. 

Senere i aften kommer min søster på besøg til film og midnatssnak, men indtil da sidder jeg blot i sengen og læser og lytter til regnen, der rammer ruden. Bogen jeg er ved at læse er The Lost Flowers of Alice Hart af Holly Ringland. Det er en rigtig smuk debutroman om en lille pige med en traumatisk barndom, som bliver anbragt hos sin bedstemor, som er blomsteravler. Hvert kapitel har et blomsternavn, og bogen er generelt enormt sommerlig. Jeg har læst en tredjedel so far, og nyder den virkelig. Omend jeg fornemmer et lille skift fra en historie om misbrug og vold i hjemmet, til en spirituel historie om isolerede mini-samfund og blomstersprog. Men lad os nu se, hvor det fører hen, ikk'? 

Hvad læser du denne weekend? Og kan det anbefales?

What I've Been Watching Lately #1

Okay. Så, jeg har brugt en stor del af det her år på at være arbejdsløs. Hvilket ultimativt betyder, jeg har brugt en stor del af det her år på Netflix. Og på HBO Nordic. Og på Filmstriben, DR.dk og CMore for den sags skyld. 

Jeg har set serier og film som aldrig før. Og nogle af dem har faktisk været værd at anbefale. Derfor en ny indlægsserie med filmanbefalinger. Her er f.eks. en samling af mine yndlingsfilm og -serier i juli, som bl.a. har holdt mig i live under en uges halsbetændelse og alle de eftermiddage, det nærmest har været for varmt til at gå udenfor en dør:

Anne with an E, sæson 2 (2018) – Set på Netflix

Da jeg så første sæson af Netflix' Anne-filmatisering, var det med en stor portion skepsis, der hurtigt blev gjort til skamme. Jovist, serien var ændret en del fra de elskede børnebøger, men karaktererne skinnede så tydeligt igennem, at ændringerne forekom mig ligegyldige. Pointen, varmen og glæden var der endnu.
Og er den så også det i sæson 2? Ja, det tror jeg nok. Amybeth McNulty er den perfekte Anne, og hendes rablerier er helt fantastiske. Ligesom serien også er åh-så-fint filmet, og den unge Lucas Jade Zumann sender de helt perfekte smeltende lange blikke til den principfaste Anne. Det er så godt TV, og jeg er glad for serien. Jeg ville blot ønske, den var lidt mere tro mod bogen og ikke spildte tid på kedelige ekstra-elementer (som svindler-sekvensen i de første afsnit), når den står allerklarest i sine menneskeportrætter.

Love, Simon (2018) – Set i biografen

Love, Simon er næsten allerede old news, er den ikke? I hvert fald tvivler jeg på, den stadig går i biografen. Men den var, om ikke andet, smaddersød. Sådan en fin og følsom fortælling om ung kærlighed, seksualitet og identitetskvaler. Jeg så filmen med min søster på en varm sommerdag med Tinderbox-tømmermænd og begyndende halsbetændelse, og det var den helt perfekt til. 

Jeg både smilede og fældede en tåre undervejs, selvom jeg var (og stadig er) lidt irriteret over, hvor pænt den fremstiller alting – teenageskuespillerne inklusiv. Jeg ved godt, det er sådan, Hollywood-gamet er, selv når der tackles lidt større problemstillinger. Men det er lidt en skam, før det gør film hvis eneste formål er at være relaterbare, langt mindre relaterbare. Tror jeg nok.

My Cousin Rachel (2017) – Set på CMore.

Forfatteren Daphne du Maurier skriver mageløse gotiske thrillers, der får en til at tvivle på samtlige karakterer og deres mange versioner af sandheden. Hun er nok mest kendt for Rebecca, men hendes roman My Cousin Rachel er blandt mine absolutte favoritter. Den er så god. Så snigende uhyggelig. Så svær at regne ud. Så selvfølgelig klikkede jeg 'play' i samme øjeblik, jeg så filmatiseringen hos CMore.

My Cousin Rachel har smukke Sam Claflin i hovedrollen som den unge Philip, der mister sin onkel og eneste familiemedlem, Ambrose, under mystiske omstændigheder. Ambrose dør nemlig under en rejse til Italien, hvor han er blevet spontan-gift med kusinen Rachel, som han aldrig har mødt før. Han skriver jublende hjem om sin nyfundne kærlighed, men brevene bliver mere og mere anklagende og hadske i tonen – indtil Ambrose pludselig er død, og Philip ikke aner, hvad han skal tro.

Philip beslutter sig for, selv at invitere Rachel på besøg for at lære hende at kende og finde ud af, om hun mon var skyld i Ambroses død. Og var hun så det? Filmen vakler hele tiden mellem for og imod, og fremstiller Rachel som en handlekraftig, gådefuld kvinde med mange skjulte motiver. Rachel Weisz spiller rollen perfekt, og man aner ikke, om man skal fatte sympati for hendes karakter eller ej. Det gør Philip i øvrigt heller ikke.

Filmen er virkelig et lille mesterværk, synes jeg, omend af den lidt mere stille slags. Scenerne er smukke 1900-tals billeder, og Daphne du Mauriers roman fungerer perfekt som film.

Inception (2010) – Set på Netflix

OK, jeg har set den her film før. Mange gange før. Men så glemte jeg den igen, og hvinede nærmest af fryd, da den dukkede op på Netflix. Er det ikke det, Netflix i virkeligheden gør bedst? At give filmperler fornyet opmærksomhed.

For, åh, hvor jeg elsker Inception. Jeg husker stadig, første gang jeg så den i biografen med en veninde; helt uvidende om, hvad det egentligt var for en film, vi havde valgt at se. Da den sluttede, kiggede vi bare på hinanden, to store spørgsmålstegn, og anede ikke, hvad det var, der lige var sket. I mine øjne er Inception en virkelig intelligent og dyster actionfilm om drømme, om menneskelige drifter, om identitet og om virkelighed. Og selvfølgelig også en helt klassisk actionfilm med eksplosioner, våben og hvad-ved-jeg. Personligt synes jeg, det er en af DiCaprios bedste roller. 

Love & Friendship (2016) – Set på Filmstriben

Den her filmtitel forvirrer mig så meget. For Love & Friendship er en filmatisering af Jane Austens brevroman Lady Susan, men titlen er altså taget fra hendes ungdomsskriverier. Hvorfor, aner jeg ikke.  Det er bare forvirrende og irriterende titelbytteri i min optik.

Nå. Men filmen, ikk'? Filmen er et fantastisk virvar af brusende silkekjoler, violinmusik, lavmældte samtaler i smukke balsale og en høj dosis manipulation. Filmen handler nemlig om Lady Susan Vernon, som er nylig enke med et lidt blakket ry. Hun søger tilflugt hos sin svigerfamilie, hvor hun udtænker store planer for et kommende ægteskab – for hende selv og sin indadvendte datter, Fredericia.

Kate Beckingsale spiller rollen som den udspekulerede Lady Susan virkelig godt, og det er hende, der bærer filmen. For klipningen er lidt sær og kitsch, og slutningen er omskrevet så historien mister lidt af sit bid. Ikke desto mindre, er det en flot film til alle der elsker kostumedramaer – og så er Stephen Fry også med, hvilket altid trækker enhver film op.

Siden hvornår blev det så vigtigt for mig at vide, hvad klokken er? (Eller: en kvindens kamp mod sin mobil)

“Jeg lærer at slappe af, tænkte han. Jeg skal nok lære det.” – Rejse med let bagage af Tove Jansson

Jeg er ikke teknologiforskrækket. Tværtimod. Jeg har tilbragt meget af mit liv foran en skærm, og jeg kan huske, da internettet dukkede op. Hvordan det gik fra at være et stillestående leksikon til et fællesskab, hvor man kunne møde andre. Hvor man kunne øve sig i at skrive ved at dele sine ord med andre; hvor man kunne udtrykke sig, læse og blive læst. Som 11-årig lærte jeg mig selv så mange HTML-bidder, at jeg kunne lave min egen hjemmeside, hvor jeg skrev om alt muligt trivielt. Og jeg nød det. Jeg elskede det. Internettet ændrede alle vores liv, og det føltes som om, mit blev ændret til det bedre. 

Jeg har aldrig haft noget imod at sidde foran en skærm, så længe det føltes som om, jeg fik noget ud af den tid, jeg brugte foran den. Skærmen var – og er – mit kreative frirum, hvor jeg skaber billeder såvel som ord, og jeg vil ikke opgive det for noget i verden. Men det, jeg gerne vil opgive er spildtiden foran skærmen.

For med årene, og særligt i løbet af de seneste år, er mine skærme gået fra givende værktøjer til meningsløst tidsspilde. Og selvom jeg absolut ikke er modstander af at sidde foran en skærm, er jeg modstander af at sidde foran en skærm og ikke få noget ud af det. Jeg indså problemet, da jeg en morgen lå i sengen og "lige skulle scrolle lidt på Instagram før jeg stod op", og jeg så to timer efter stadig var igang med at scrolle mig igennem ligegyldige hashtags og bruge en halv time på at kigge gamle billeder på en YouTubers profil, hvis videoer jeg i øvrigt ikke engang ser. Og jeg blev sur, for det var ikke sådan, jeg ønskede, min morgen skulle være.

Og da indså jeg, jeg havde et problem. Ligesom det også er at problem, at scrolle-bevægelsen er så indlejret i mine håndled, at jeg ikke kan behovsudsætte længere. Jeg sidder og læser og tænker flyvsk "gad vide, hvad klokken er" og har pludseligt et akut (og fuldstændig fiktivt) behov for at samle telefonen op for at tjekke klokken, derefter tjekke mail, Instagram og Twitter, for så at miste fem-ti minutter af min læsetid på noget fuldstændig ligegyldigt.

Der er ikke længere pause mellem impulser og behov. Jeg får en flyvsk tanke – gad vide, hvor mange grader, det er udenfor lige nu? Gad vide, om min mor har svaret på min SMS? – og 1, 2, 3, så sidder jeg med telefonen i hånden. Også selvom jeg egentligt hellere ville læse. Hellere ville stå op. Eller hellere ville rydde op. Minutterne går, og jeg scroller ned, ned, ned i Instagrams dyb af ligegyldige billeder af andres morgenmad og flamingo-badedyr.

Det er et problem med mange løsninger, og jeg har prøvet flere af dem. At installere apps der tæller min tid på telefonen (det gav mig bare dårlig samvittighed), at sætte telefonen på lydløs og slå notifikationer fra mails o.lign. fra (men så tjekker jeg det bare selv i stedet), at ligge tidskrævende apps i mapper og derved forstyrre vanen i de første klik på skærmen (men så blev mappeåbningen bare til en ny vane) og sågar at slette alle social media-apps permanent fra telefonen (men det holdte slet ikke så længe). 

Det eneste, der har virket for mig er at give telefonen stuearrest. Bevidst efterlade den i lejlighedens andre rum, i bunden af en taske, derhjemme når jeg er ude eller endda låse den inde i et skab. Mit arbejdsløse liv har tilladt mig at starte dagene bedre ved ikke at være afhængig af telefonens vækkeur, og i stedet lade min lige dele forstyrrende og fantastiske iPhone overnatte på mit kontor ved siden af computeren. Hvor den hører til.

For ligesom computeren, bør telefonen være et arbejdsredskab. Et værktøj. Noget, jeg er kreativ og produktiv med.  Især fordi jeg jo netop har, og fremover skal, arbejde på telefonen. Når jeg sidder med den i hænderne hele tiden, sker der et underligt mix mellem arbejde og fritid, hvor jeg hele tiden opdaterer mig på egne såvel som arbejdspladsens, konkurrenternes og kundernes sociale medier. Og jeg er ikke længere sikker på, det konstante scrolleri har forbedret min arbejdsindsats. Snarere tværtimod.

Så, jeg gemmer min telefon væk. Og det virker. Jeg er faktisk blevet ret god til det. Men jeg ved også, at det ikke er en holdbar løsning. For vi skal som moderne mennesker ikke lære at leve uden telefonen, men i harmoni med den. Jeg skal bare finde det moderate mix og den selvdisciplin, der gør det muligt – og samtidig minde mig selv om, at det ikke er livsvigtigt at vide, hvad klokken er, eller hvordan vejret bliver i morgen, når jeg er midt i en god bog, film eller samtale. 

Kender du følelsen? Og hvad er din løsning?

Summerdays/summer nights

Intet nyt er godt nyt, siger man.

Personligt har jeg altid hadet det udtryk. Hadet passiviteten i det. Hadet at det implicit indikerer, at lykke ikke er noget, man råber højt om eller deler. Men nu er det begyndt at ræsonnere med mig alligevel. For jeg har ikke meget nyt at sige. Selvom jeg har det helt fantastisk.

Lykke er en sær følelse at skulle beskrive. Til dels også en uinteressant følelse. I hvert fald i mit tilfælde, hvor jeg traver Odense rundt, nyder solskinnet og er fyldt med stille lykke over ting så trivielle som lysindfaldet i mit soveværelse, friske danske jordbær, morgendukkerter i Odense havnebad og lyserøde solnedgange set fra Byens Bro med Nico i hånden. Ikke desto mindre, er jeg lykkelig. På en helt hverdagslig, sommerlig – og muligvis kedelig – måde.